En ernæringsassistent arbejder i storkøkkener og kantiner. Dit arbejde består først og fremmest i at udføre alle de praktiske opgaver, der er forbundet med at tilberede og anrette mad i stor målestok. Mange danskere får mad fra et offentligt storkøkken hver dag. Det drejer sig om vuggestuebørn, institutionsbeboere, patienter, hjemmeboende pensionister og andre.

Kogekone - Maden i storkøkkener skal være sund og nærende.
Bemærk, at selv om uddannelsen hedder ernæringsassistent, så kaldes du ofte køkkenassistent ude på arbejdsmarkedet.
Det er vigtigt, at maden er sund og varieret. Som ernæringsassistent skal du tilberede maden, så næringsstofferne bliver bevaret bedst muligt. Du skal også anrette maden på en appetitvækkende måde.
Der bliver stillet store krav til hygiejnen. Du skal sørge for, at både råvarer og den færdige mad bliver opbevaret korrekt, og du skal kunne betjene de maskiner, som ernæringsassistenter bruger i arbejdet. Afrydningen og rengøringen af lokaler og inventar skal planlægges og udføres på en fornuftig og grundig måde.
Ernæringsassistenter arbejder selvstændigt eller under ledelse af fx en økonoma, og de er også med til at oplære ernæringsassistentelever.
Arbejdet i køkkenet kræver en god fysik.
Som ernæringsassistent kan du blive køkkenleder.