Fremstillingen af bagværket begynder normalt med, at man blander en dej af mel og andre ingredienser i bestemte mængder. Derefter ælter man dejen ved hjælp af æltemaskiner og afvejer dej til de enkelte stykker bagværk, som formes og forsynes med eventuelt fyld. Til sidst bages de så i ovnen.

Kronen på værket - Konditoren skal have sans for detaljer og pynt.
Konditoren bearbejder også de forskellige råstoffer. Man vejer dem af, renser og deler frugter, nødder og mandler og tilbereder syltetøj, cremer og andre ting.
Når bagværket kommer ud af ovnen, skal det måske forsynes med fyld og overtræk osv. For eksempel overtrækker man lagkager med sukkerglasur, chokolade eller marcipan, hvorefter man pynter dem med flødeskum.
Flere virksomheder har specialiseret sig i at fremstille enkelte konditorkagetyper. På disse fabrikker bliver der fx fremstillet småkager, røre- og formkager, kræmmerhuse, kransekagestænger og lagkagebunde samt biskuitter og vafler. Der er ansat mange specialarbejdere på fabrikkerne, og kun bestemte arbejdsopgaver bliver udført af faglærte konditorer og bagere.