I forhold til de traditionelle brancher foregår oplevelsesøkonomi i de brancher, der har oplevelser som primært produkt, samt de brancher, der integrerer oplevelser i produkter og serviceydelser.

Kilde: Videnskabsministeriets rapport "Oplevelser, kultur og forretningssans skal sikre ny dansk vækst".
I oplevelsesøkonomien skelnes mellem, hvad man kan kalde kernevirksomheder og støttevirksomheder.
Kernevirksomhedens aktiviteter er dem, der driver og er grundlæggende for produktet/oplevelsen, mens støttevirksomhederne oftest tilvejebringer oplevelsen på en eller anden måde.
Et eksempel er en musikforretning (støttevirksomhed), der sælger en musikers musik (kernevirksomhed), der er reproduceret fra masterkopier til cd'er (støttevirksomhed).
Det primære i oplevelsesøkonomien er med andre ord et produkt, der oftest er opstået ud fra en kreativ proces, hvor det sekundære er den lange kæde af støtteerhverv (fremstillingsvirksomhed, detailhandel, engroshandel, agenturhandel, reparationsvirksomhed m.v.), som muliggør, at oplevelsen når forbrugeren.
Støttevirksomhederne er afhængige af oplevelsesproducentens initiativ, kreativitet og produktivitet.
Til kernevirksomhederne - de primære oplevelsesproducenter - hører mode, musik, turisme, radio/tv, forlagsvirksomhed, legetøj, forlystelser, sport, arkitektur, design, film, reklame, edutainment, event, indholdsproduktion, kulturinstitutioner, mad, software til sport, fritid og underholdning samt kunst, kunsthåndværk og detailhandel.
Hertil kommer en række sekundære producenter (eller støttevirksomheder), hvor oplevelser indgår som en væsentlig del i forbruget af produkterne.
Det er telekommunikation, finanssektoren, bolig og boligindretning, persontransport, fødevareindustrien, sundhedssektoren, produktion af transportmidler, medicinalindustrien, herunder udvikling af boliger og boligområder (Property Development), offentlig planlægning og hele rådgivningsbranchen.
Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet dokumenterede i 2001, at disse områder tilsammen udgør en sektor i hastig vækst.
Eksempelvis eksporterer oplevelsesvirksomhederne for over 68 mia. kr. årligt, hvilket er over 16 procent af den samlede eksport fra Danmark. Og mere end landbrugseksporten.