Branchens virksomheder forarbejder råvarer, der er importeret fra udlandet eller dyrket her i landet. Se artiklen Skovbrug.
Træindustri omfatter træprodukter som tømmer, krydsfiner, finer, træemballage, trægulve, træspær og præfabrikerede træbygninger.
Produktionsprocesserne omfatter savning, høvling, formning, laminering og samling af træprodukter lige fra stammer, som skæres i kævler eller tømmer, som herefter kan tilskæres yderligere eller formgives ved hjælp af drejebænke eller andet bearbejdningsværktøj.
Tømmeret eller andre former for forarbejdet træ kan også efterfølgende høvles eller på anden måde forarbejdes og samles til færdige produkter som fx træemballage.
Savværker står for opskæring, udsavning og høvling af træ. Desuden laver de færdige produkter som jernbanesveller og ledningsmaster af træ. Nogle af dem laver desuden udskårne og høvlede stave til parketgulve. Savværkerne kan også fremstille spildprodukter som træuld, træmel, træflis og træspåner.
Virksomheder inden for træimprægnering tørrer træ. Desuden laver de kemisk behandling af træ med præserveringsmidler med andre materialer. De kan også overfladebehandle træet med organiske materialer.
Finerfabrikker fremstiller krydsfiner, møbelplader, spånplader, fiberplader og andre plader. Nogle af dem fremstiller også limtræ.
Snedkerier og tømrerværksteder fremstiller bygningstømmer og snedkeriartikler foruden ramme- og møbellister samt tagspån.
Vinduesfabrikker laver døre, vinduer, skodder og rammer hertil, trappefabrikker laver trapper, gelændere m.v. Andre fremstiller dele af træ til bygninger, fx bjælker, tagspær og dragere.
En del fabrikker inden for træindustrien fremstiller præfabrikerede bygninger eller bygningselementer af træ. Deres produkter kan også være skure og siloer af træ, saunaer.
Træemballagefabrikker fremstiller pakkasser, tremmekasser, tromler og lignende træemballage, lastpaller, bødkervarer af træ som fx tønder, kar, baljer og bøtter.
Det er også æsker, skrin og etuier til smykker eller bestik og lignende varer samt et særskilt område modelsnedkervirksomhed.
Andre træprodukter kan være af kork, strå og flettematerialer. Det er fx gulvbelægninger af kork, fremstilling af måtter, tæpper, kasser og skærme af flettematerialer samt fremstilling af kurvemagervarer.
Trædrejerier fremstiller håndtag og skafter af træ til værktøj, koste eller børster, spoler, bobiner, garnruller og lignende varer af drejet træ.
Andre industrielt fremstillede trævarer er husholdningsartikler og køkkenudstyr af træ, blokke og læster af træ til fodtøj, træskobunde og klædebøjler, statuetter og pyntegenstande af træ, indlagt træ og træmosaik. Et speciale inden for industrien er fremstilling af ligkister.
De beskæftigede i branchen arbejder hovedsaglig med træ- og møbelarbejde samt industriel produktion i øvrigt. Desuden udføres en del lagerarbejde og maskinførerarbejde.
Antal beskæftigede
Træindustrien beskæftiger først og fremmest faglærte håndværkere og ufaglærte industriarbejdere. I antal ca. 14.800 personer. Ca. 3.000 af dem er kvinder og omkring 250 er selvstændige.