Sundhedsvæsenets opgaver er fordelt mellem stat, regioner og kommuner. Virksomhederne inden for sundhedsvæsenet er enten offentlige institutioner og klinikker eller liberale erhverv (privatpraktiserende behandlere og private sygehuse), der drives med offentlige tilskud efter overenskomst med de offentlige myndigheder. Se
Offentlig forvaltning.
Sundhedsvæsenets opgaver er fordelt mellem en række offentlige myndigheder:
Staten fastlægger de overordnede sundhedspolitiske værdier og mål for det offentlige sundhedsvæsen. De statslige myndigheder øver, i samspil med regioner, kommuner og andre parter på området, indflydelse på sundhedsvæsenets udvikling gennem aftaler, rådgivning, oplysningsvirksomhed m.m.
Regionerne har ansvaret for driften af sygehusvæsenet, administrationen af den offentlige sygesikring samt behandlingspsykiatrien. Det er altså regionerne, der står for langt den største del af virksomheden inden for det samlede offentlige sundhedsvæsen.
Kommunerne varetager først og fremmest hjemmesygeplejen, børne- og omsorgstandplejen og en række forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Endvidere løser kommunerne de administrative opgaver for sygesikringen.
Andre statslige sundhedsinstitutioner er Sundhedsstyrelsen, der skal sikre et sundhedsfagligt arbejde i landet af høj faglig kvalitet.
Desuden Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen, Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) samt Patientklagenævnet.
Det offentlige sundhedsvæsen
Det offentlige sundhedsvæsen indeholder tre hovedsektorer: sygehusvæsenet, sygesikringsområdet og de kommunale sundhedsordninger.
Sygehusvæsenet består i hovedsagen af regionalt ejede sygehuse. I primærsektoren under Sygesikringen ejer og driver udbyderne - dvs. praktiserende læger, tandlæger, fysioterapeuter m.fl. - selv deres klinikker, men finansieres af regionerne efter overenskomsterne mellem den offentlige sygesikring og de forskellige faggruppers organisationer.
Virksomhederne inden for sundhedsvæsenet kaldes institutioner. De omfatter foruden hospitaler, sanatorier, institutioner inden for forebyggende sundhedspleje, klinikker (herunder distriktpsykiatriske klinikker), revalideringscentre og andre institutioner med patientindlæggelse, fx privathospitaler.
I den primære sundhedssektor finder vi de praktiserende læger, både alment praktiserende læger og speciallæger. De behandler i privatpraksis, på lægecentre eller på ambulatorier. De praktiserende læger kan også udføre arbejde på skoler, alderdomshjem, i faglige organisationer samt i patienternes hjem.
Læger arbejder desuden på lægelaboratorier, i Bedriftssundhedstjenesten, på røntgenklinikker og fertilitetsklinikker.
Tandlæger og tandplejere arbejder med almindelig eller specialiseret behandling på private klinikker eller ambulatorier. Det kan også være på klinikker, der er tilknyttet virksomheder, på skoler (kommunal tandpleje) samt operationsstuer på hospitalerne.
Praktiserende kliniske tandteknikere fremstiller og tilpasser kunstige tænder og tandproteser. Det sker både på private klinikker og på dentallaboratorier.
Desuden findes sundhedsarbejde, som ikke udøves på hospitaler eller af læger, men derimod af personale med autorisation til at behandle patienter. Denne virksomhed kan udøves af sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter og andre praktiserende inden for fx optometri, massage, ergoterapi, taleterapi, fodpleje, homøopati, kiropraktik eller akupunktur.
Disse aktiviteter kan udøves af sundhedstjenester tilknyttet virksomheder, skoler, alderdomshjem, faglige organisationer, på behandlingscentre bortset fra hospitaler såvel som i behandlerens egne konsultationslokaler, i patienternes hjem eller andetsteds.
Hjemmesygepleje og sundhedspleje omfatter den kommunale hjemmesygepleje, sundhedsplejen i relation til mindre børn, skolesundhedspleje, jordemødre og jordemodercentre og fødeklinikker i det omfang, disse ikke findes på hospitalerne.
Motoriske skavanker og problemer behandles på fysioterapeutiske klinikker og hos praktiserende fysioterapeuter og ergoterapeuter.
Psykologisk rådgivning omfatter skolepsykologiske tjenester, praktiserende psykologer samt pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR).
Desuden findes kiropraktorer, fodplejere samt andre former for behandling, fx zoneterapi, akupunktur, kuranstalter, kostvejledning, diætister, vægtkonsulenter, sol- og motionscentre samt astrologiske og spiritistiske aktiviteter.
Med til sundhedssektoren hører også ambulancetransport af patienter, medicinske laboratorier, blodbanker, spermbanker og organbanker.
I den private del af sundhedssektoren finder vi også dyrlæger, der behandler husdyr og kæledyr, både på dyrehospitaler og i forbindelse med besøg på gårde, hundekenneler eller private hjem, i egne konsultationslokaler og operationsstuer eller andetsteds.
De talmæssigt store faggrupper er det sundhedsfaglige personale med uddannelser på erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne (Sosu), sygeplejersker og læger. Desuden ansættes hospitalsfysikere, radiologer, kliniske diætister m.v. samt administrativt personale.
Alternative sundhedserhverv
Inden for sundhedssektoren findes en række liberale erhverv, hvor behandlere udfører plejeopgaver og behandling parallelt med det offentlige sundhedsvæsen og uden myndighedernes officielle godkendelse. Disse erhverv udgør med andre ord et alternativ til det officielle sundhedsvæsens behandlingstilbud.
Begrebet alternativ favner meget vidt, men zoneterapi, akupunktur, massage og naturmedicin hører til blandt de hyppigst benyttede.
Staten har indført en frivillig registreringsordning for alternative behandlere. Foreninger for alternative behandlere kan få Sundhedsstyrelsens godkendelse til at registrere de medlemmer, som opfylder visse basale uddannelsesmæssige krav.
De pågældende medlemmer vil herefter have eneret til at anvende titlen registreret alternativ behandler (RAB).
I sundhedssektoren findes beskæftigelse inden for alle arbejdsområder under sundhed, omsorg og pleje. Desuden arbejder nogle med kostforplejning på hospitaler og institutioner.
Antal beskæftigede
I sundhedsvæsnet er der naturligvis flest sundhedsfagligt uddannede på hospitalerne. Her er beskæftiget, hvad der svarer til ca. 21.000 fuldtidsstillinger.
Gruppen af læger, tandlæger og dyrlæger udgør ca. 18.700 personer.
Antallet af behandlere i det såkaldt alternative behandlingssystem kendes ikke.