Det meste sociale og socialpædagogiske arbejde foregår i tilknytning til forskellige typer institutioner, hvor klienterne enten bor og lever, er i kortere tid, eller hvor de kommer regelmæssigt.
Social service er sociale tjenester, som ydes af statslige, regionale eller kommunale institutioner i forbindelse med borgernes henvendelse. Et fåtal af institutionerne er private, fx ejet af religiøse organisationer.
Døgninstitutioner tilbyder social bistand til børn, ældre og særlige kategorier af personer med begrænset evne til at klare sig selv, dog uden at lægebehandling og optræning er væsentlige elementer.
Døgninstitutioner for børn og unge omfatter også spædbørnshjem, børnehjem, skolehjem, ungdomshjem og ungdomspensioner, hjem for børn og unge med vidtgående fysiske og psykiske handicap samt såkaldte svangre- og mødrehjem.
Familiepleje omfatter døgnpleje af børn og unge eller personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som er anbragt i private hjem eller socialpædagogiske behandlingskollektiver. Familiepleje etableres i et kontraktforhold med offentlige myndigheder.
Desuden findes der institutioner for afvænning af stofmisbrugere, fx ungdomscentre, dag- og døgncentre, samt behandlingshjem for alkoholikere, som ikke kræver lægebehandling.
Døgninstitutioner findes også for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, psykiatriske plejehjem, ligesom der findes bofællesskaber for handicappede.
Plejehjem og beskyttede boliger er institutioner og særligt indrettede lejligheder (med tilknyttet personale) især for ældre beboere, daghjem for ældre. De drives sammen med plejehjem eller er del af en integreret plejeordning og integrerede plejeordninger som plejecentre og ældrecentre.
Forsorgshjem er optagelseshjem, beskyttede pensionater, herberger for hjemløse, krisecentre o.l., bl.a. Kofoeds Skole.
Andre sociale foranstaltninger kan være uden institutionsophold. Det er fx rådgivninger, velfærdsforanstaltninger og andre foranstaltninger for børn, handicappede, ældre eller flygtninge.
Det kan også være henvisning til institutioner eller tjenester, der ydes til enkeltpersoner og familier i deres hjem eller andre steder, af offentlige institutioner eller private organisationer. Det kan være organisationer, der arbejder med katastrofehjælp, samt nationale eller lokale hjælpeorganisationer.
Pasning af børn kan foregå i private hjem eller i en daginstitution. Dagplejemødre passer børn i deres private hjem, enten formidlet af kommunen eller som privat dagpleje uden offentlig støtte.
Vuggestuer er daginstitutioner for børn overvejende i alderen 0-2 år. Børnehaver er daginstitutioner for børn overvejende i alderen 3-6 år, mens fritidshjem, skolefritidshjem, fritidsklubber, skolefritidsordninger og skolepasningsordninger overvejende er for børn i alderen 7-14 år. Hertil hører også byggelegepladser.
Nogle steder er børnepasningen organiseret i aldersintegrerede institutioner, dvs. daginstitutioner beregnet på børn i alderen 0-14 år, 0-6 år eller 3-14 år. Der findes også særlige daginstitutioner for børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Fritidsklubber er primært beregnet for større børn og unge.
Hjemmehjælp omfatter praktisk bistand i hjemmet til ældre, handicappede eller syge, herunder også andet omsorgsarbejde end hjemmehjælpsordningen uden for institutionerne.
Dagcentre for ældre er åbne for pensionister og andre. De har særlige optagelsesbetingelser for ældre og handicappede med behandlingsbehov. Til denne gruppe hører også væresteder og varmestuer.
Revalideringsinstitutioner er klinikker, hvor der for invaliderede og andre erhvervshæmmede laves en vurdering af deres arbejdsevne og -mulighed. Der tilbydes også arbejdsmæssig optræning eller omskoling.
Denne type institutioner omfatter også beskyttede værksteder og særlige dagcentre eller daghjem for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Endelig hører til denne gruppe også asylcentre for flygtninge samt den aktivitet, der udøves i forbindelse hermed.
Desuden findes en række foreninger med sygdomsbekæmpende og sociale formål, fx landsforeninger og lokale foreninger for ældre, syge og handicappede. De kan også have et sygdomsbekæmpende eller socialt formål.
En del af disse foreninger har oplysningsvirksomhed, indsamlingsvirksomhed eller lotteri samt udgivelse af medlemsblade.
Gruppen af sociale foreninger omfatter bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Gigtforeningen, Landsforeningen Sind, Dansk Røde Kors, Dansk Blindesamfund, Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, mødrehjælps- og ældreorganisationer, adoptionsorganisationer og selvhjælpsgrupper.
Af sociale organisationer findes desuden legater og fonde, hvis virksomhed har et velgørende eller socialt sigte. Noget lignende er medarbejderfonde med socialt formål.
Andre sociale foranstaltninger er støttepædagoger uden for institutionerne, hjælpemiddelcentraler, rådgivningscentre for børn og unge, rådgivning for alkohol- og narkoskadede, familierådgivning, videncentre samt flygtningerådgivning.
Nogle af de sociale institutioner og sociale foranstaltninger er etableret i kirkeligt eller privat regi. Både de og enkelte af foreningerne med socialt sigte modtager offentlig støtte.
Desuden findes en række velgørende foreninger, som alene arbejder for midler, de indsamler eller modtager som gaver fra fonde og privatpersoner. Personalet i disse foreninger arbejder for størstedelens vedkommende frivilligt og uden ansættelsesforhold.
De beskæftigede inden for institutionsområdet arbejder med børnepasning,
pædagogisk arbejde,
socialrådgivning mv.
samt kostforplejning på hospitaler og institutioner.
Antal beskæftigede
Branchens institutioner giver beskæftigelse til godt 40.000 personer.
Den helt overvejende del af de ansatte hele 87 procent, er kvinder: Ingen andre brancheområder har så stor en andel af kvinder blandt de ansatte.
De fleste sociale institutioner og foranstaltninger er offentlige. Her ansættes næsten alle typer plejepersonale, pædagogisk og socialpædagogisk personale. På visse institutioner er der også ansat behandlere, fx læger, psykologer, psykiatere, fysioterapeuter og ergoterapeuter.