Virksomheder i Danmark, der beskæftiger sig med luftfart, kan groft deles op efter typen af aktivitet og især størrelsen af de fly, de betjener sig af. Inden for luftfarten taler man om rute- og charterflyvning og om al anden generel flyvning, såkaldt General Aviation.
Luftfartsselskaberne transporterer passagerer og gods på faste ruter mellem store lufthavne og med store fly, mens resten af virksomhederne, de mindre flyselskaber, betjener kunder med individuelle flyvebehov fra små lufthavne og flyvepladser og ved hjælp af små og mindre fly.
Ruteselskaberne beskæftiger sig med egentlig ruteflyvning, der omfatter transport af passagerer og gods på faste ruter og i henhold til fast tidsplan.
Andre udfører charterflyvning med passagerer og med gods. Charter vil sige, at selskabet bestilles til at udføre en enkelt flyvning eller en serie af flyvninger for fx et rejsebureau. Det gælder typisk flyvning til ferierejsemål, men også flyvning af gods til områder, der er ramt af fx naturkatastrofer.
Nogle selskaber flyver regelmæssigt med post, aviser eller stykgods mellem landsdelene i Danmark eller mellem skandinaviske lufthavne. En mere speciel opgave med charterflyvning kan fx handle om transport af danske håndværkere til fjerntliggende byggepladser i det nordlige Skandinavien eller i Skotland.
De mindre selskaber har specialiseret sig i taxiflyvning, ambulanceflyvning, rundflyvning samt udlejning af luftfartøjer med besætning.
Taxiflyvning handler typisk om at flyve en mindre gruppe personer til en lufthavn eller flyveplads uden rutebetjening eller på tidspunkter, der ikke passer med ruteselskabernes fartplan.
Ambulanceflyvning udføres for forsikringsselskaber, og handler typisk om hjemtransport af syge eller tilskadekomne danskere.
Rundflyvning udføres om sommeren på flyvepladser i nærheden af turistmål, og kan supplere indtægterne for små flyselskaber, der ellers har meget svingende økonomi.
Udlejning af fly med besætning kaldes også firmaflyvning. Opgaverne handler oftest om transport af medarbejdere fra firmaer, der fx skal gennemføre besøg i to-tre europæiske byer inden for et døgn. Firmaer, der ofte har sådanne transportbehov, benytter i mange tilfælde eget fly.
Luftreklamering, der foregår ved hjælp af fly, der trækker et banner efter sig eller kaster såkaldte flyveblade ud, er et meget begrænset arbejdsområde.
Luftfotografering udføres dels med specialfly, der har optageudstyr monteret fast i bunden af flyet, og dels med håndholdt kamera, som betjenes af flyets pilot eller en fotograf.
Observation og opmåling bruges i stigende grad til optælling af fugle- og fiskeforekomster, opmåling af landet til brug for korttegning, registrering af skovarealer, landbrugets anvendelse af jorden, fiskefartøjers fangster eller miljøfarlige skibes sejlads.
Enkelte selskaber udfører specielle opgaver med helikoptere. Det gælder fx flyvning i Grønland mellem bygderne samt transport mellem boreplatforme i Nordsøen og fastlandet.
Politiet anvender helikoptere til eftersøgning og til trafikovervågning, mens flyvevåbnets helikoptere udfører redningsopgaver og transport af organer mellem landets sygehuse.
En række mindre virksomheder inden for kommerciel luftfart udfører skoleflyvning, taxaflyvning og rundflyvning, ligesom de udlejer fly uden besætning.
Luftfarten er afhængig af en specialiseret hjælpevirksomhed, både til betjening af flyene på jorden og til varetagelse af kontrollen i luftrummet.
Serviceydelser for luftfart ydes af lufthavne i forbindelse med håndtering af passagerer og gods i lufthavnene, drift af lufthavnsterminaler, flyveledernes regulering af flytrafikken og jordpersonalets aktiviteter på flyvepladser m.v.
Luftfart og servicevirksomhederne giver beskæftigelse inden for arbejde med lufttransport, mekanikerarbejde, transport
samt rengøringsarbejde mv.
Antal beskæftigede
Luftfarten giver beskæftigelse til ca. 5.600 personer, heraf omkring 2.300 kvinder fortrinsvis som kabinepersonale og assistenter inden for passagerservice.