I dansk energipolitik er der lagt stor vægt på at fremstille el og fjernvarme i forenet produktion på såkaldte kraftvarmeværker. Herved er det muligt at udnytte den store mængde varme, der uundgåeligt fremkommer ved traditionel elproduktion.
Produktionen af el foregår på en snes store centrale anlæg, mange decentrale kraftvarmeanlæg og hos private producenter (dvs. producenter uden for den egentlige forsyningssektor). Desuden produceres en stigende andel som vindkraft fra ca. 6.000 vindmøller spredt over hele landet.
Produktionen på de centrale anlæg, som alene producerer el, varierer meget fra år til år som følge af udsving i handelen med el til udlandet. Danmark har en betydelig udenrigshandel med el. Den varierer meget fra år til år, fordi eksporten til Norge og Sverige i høj grad er bestemt af de varierende nedbørsforhold i disse lande.
Transmission af elektricitet omfatter drift af transportnet, som transmitterer elektriciteten fra produktionsanlægget til distributionsnettet. Transportnettets kabler ligger for det meste i jorden, men mange steder kan man stadig se kablerne ophængt i høje master.
Elselskaber og andre virksomheder arbejder med distribution af og handel med elektricitet. De står både for etablering og drift af distributionsnet (bestående af hovedledninger, master, målere og ledningsføring), som transmitterer elektriciteten fra produktionsanlægget eller transportnettet til den endelige forbruger.
Mellemmænd og agenter formidler salg af elektricitet via distributionsnet, der drives af elværkerne, til forbrugerne.
Elektricitet fra vindkraft udgjorde i 2002 godt 13 procent af den samlede elproduktion. Elproduktion fra biomasse og biogas udgjorde 3 procent af den samlede produktion, mens affald udgjorde godt 3 procent. Der bruges mindre og mindre kul til elproduktion, mens naturgas bruges mere og mere.
Fremstilling af gas sker på gasværker ved forarbejdning af landbrugets biprodukter eller af affald. Andre metoder er fremstilling af gas ved rensning, blanding og andre processer på basis af bl.a. naturgas. Og endelig indvindes gas fra afbrænding af koks.
Distribution af og handel med gas omfatter transport og distribution af gas af enhver art, salg af gas via rørledninger til forbrugerne. Der findes også mellemmænd og agenter, der formidler salg af gas via distributionsnet, som drives af andre virksomheder.
Varmeforsyning omfatter produktion og distribution af varme og varmt vand samt større bebyggelsers egne varmecentraler. Fjernvarmeværker eller store kraftvarmeværker leverer foruden elektricitet også varme i form af opvarmet vand. Vandet sendes i fjernvarmeledninger til forbrugerne og retur.
Produktionen af fjernvarme foregår på store centrale kraftvarmeanlæg, decentrale kraftvarmeanlæg, fjernvarmeværker og hos private producenter.
Hovedparten af fjernvarmeproduktionen kommer fra centrale anlæg, men en stadig større andel kommer fra decentrale anlæg og fra private producenter. De rene varmeproducerende fjernvarmeværkers andel bliver stadig mindre i takt med, at fjernvarmeværker er blevet bygget om til decentrale kraftvarmeværker.
Produktionen af fjernvarme er fordelt på vedvarende energi (herunder afbrænding af affald), naturgas, kul og olie. En række private kraftvarmeproducenter leverer til forbrugerne. Det er især gartnerier og varmecentraler i boligbebyggelser og i serviceerhverv.
Branchen beskæftiger en del faglærte håndværkere og ufaglærte med anlægsarbejde, bore- og udvindingsarbejde samt andet bygningsarbejde, herunder bl.a. maskinførerarbejde. Andre håndværkere er beskæftigede med elektrikerarbejde, vvs- og blikarbejde, isoleringsarbejde samt elektro-, kabel- og tovarbejde
samt arbejde med betjening af varmeanlæg m.v.
Desuden er der ansat ingeniører og teknikere til anlæg og vedligeholdelse af værker og ledningsnet. De er beskæftiget inden for områderne arbejde med energi, kemi og miljø, arbejde med fysik
samt arbejde med it, stærk- og svagstrøm.
Desuden er der i forsyningsselskaberne ansat en del administrative medarbejdere.
Branchens virksomheder arbejder tæt sammen med virksomheder inden for Elektronikindustri samt Råstofindvinding, ligesom deres opgaver følges naturligt op af virksomheder inden for Vandforsyning, kloakvæsen og affaldshåndtering.
Antal beskæftigede
Hele brancheområdet beskæftiger godt 12.000 personer fordelt på elforsyning godt 8.000, gasforsyning ca. 1.600 og varmeforsyning ca. 2.500 personer