Det samlede antal nyuddannede i 2011 inden for Mekanik, transport og logistik (EUD) var ca. 2.000 personer. De største grupper er mekanikere, lageruddannede og chauffører.
Det er et stort og bredt beskæftigelsesområde med gode beskæftigelsesudsigter især for chauffør- og lageruddannede og lokomotivførere.
De nyuddannede inden for lager- og chaufførerhverv vil have lettest ved at finde job, mens de mekanikeruddannede vil skulle bruge lidt mere tid på at finde beskæftigelse.
På de meget populære mekanikeruddannelser er det noget sværere ved at skaffe praktikpladser, men udsigterne til job ser også her rimelige ud, fordi mange i faget efterhånden går på pension.
Arbejdsstyrken tæller omkring 96.000 personer i alderen 25-69 år. Ca. 30 procent er over 50 år gamle. Antallet af nyuddannede kan knap holde trit med det antal, der skal pensioneres.
Det vil betyde, at arbejdsstyrken inden for området nærmest vil stagnere.
På kort sigt i 2012 vil aktiviteten stadig være lav som følge af den økonomiske krise.
Alligevel kan dem, der påbegynder uddannelsen i 2011, dog forvente gode jobmuligheder og direkte mangel, når de bliver færdige fra 2015 og frem.
Ca. en tredjedel med uddannelse inden for området kan forventes at arbejde med handel mv. Lidt under 20 procent kan forvente at arbejde i industrien og ca. 15 procent i transportsektoren. Der er hvert år ca. 10 procent, som skifter branche eller arbejdsfunktion.