Vejledning skal hindre kønsopdelt arbejdsmarked
Omkring halvdelen af vejlederne tager det ikke alvorligt, når en pige eller en dreng ønsker at gå en utraditionel uddannelsesvej. Og det kønsopdelte arbejdsmarked er den største årsag til lønforskelle mellem mænd og kvinder.
Det viser en ny redegørelse "Kvinder og mænds uddannelser og job", der er udarbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe.
Redegørelsen viser, at der skal sættes kraftigt ind i forhold til en række områder, bl.a. vejledning. Socialminister Eva Kjær Hansen siger, at der skal være fokus på, hvordan uddannelser og job præsenteres og peger på, at der kan være behov for efteruddannelse af vejledere, så fremtidsmuligheder præsenteres på en fair måde.
Arbejdsgruppen består af Ligestillingsafdelingen, Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Personalestyrelsen og arbejdsmarkedets parter.
Kilde:
Undervisningsministeriets netsted, 8. marts 2006
Ligestillingsafdelingens netsted, 8. marts 2006
Se også:
Redegørelse om køn, uddannelse og job