Unge skal vejledes til at søge praktikplads inden for de brancher, hvor mulighederne for at få beskæftigelse er bedst. En ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser nemlig, at de brancher, hvor mulighederne er bedst, også er der, hvor der oprettes flest praktikpladser.
Simon Neergaard, uddannelseskonsulent i DA, peger på, at det ikke er nok, at de kommunale ungdomsvejledninger og erhvervsskolerne kun tager udgangspunkt i de unges uddannelsesønsker. De skal også informere om, hvor chancerne for at få arbejde er størst, fordi det ikke er ligegyldigt, hvor de unge søger en praktikplads.
Formanden for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, Inge Mærkedahl, er enig med Simon Neergaard . Hun fremhæver dog også, at selv om vejledningen kan gøres bedre, er informationen om beskæftigelsesmulighederne noget, som vejlederne allerede tager alvorligt og fortæller de unge om.
Kilde:Erhvervsbladet, 3. november 2005
Arbejdsmarkedspolitisk Agenda nr. 17, 3. november 2005