Vejlederne i folkeskolen og på de tekniske skoler kritiseres for at have svigtet de unge indvandrerdrenge. De har svært ved at tage det ansvar for deres egen fremtid som systemet lægger op til. En ny undersøgelse, foretaget af analysevirksomheden LG Insight for Fyns amt, viser at 7 ud af 10 unge indvandrere på Fyn hverken er i uddannelse eller arbejde.
Konsulent Lars Larsen fra LG Insight, kritiserer vejlederne, og peger på, at der bl.a. skal være bedre praktikmuligheder, bedre uddannelsesvejledning og mere kontakt med forældrene.
Uffe Tvede Hansen, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning på Sydsjælland og formand for Danmarks Vejlederforening mener, at vejlederne har gjort hvad de kunne med de ressourcer, der er til rådighed. Han fremhæver, at den nye professionalisering og omlægningen af vejledningen efter reformen i august 2004 vil give bedre muligheder for at udnytte erfaringerne.
Analysen er endnu ikke offentliggjort.
Kilde:
Fyns Stiftstidende, 19. december 2004
Information, 21. december 2004