24. oktober 2011
45 procent af de studerende ved de lange videregående uddannelser forventer ikke at afslutte deres studie inden for normeret tid. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4.
Der er stor forskel på forventningerne på de enkelte uddannelsesinstitutioner: På Københavns Universitet forventer 34 procent at blive færdige til tiden, mens tallet på Aalborg Universitet er 88 procent.
Peter Plenge, universitetsdirektør for Aalborg Universitet forklarer: "Det skyldes først og fremmest studieformen, hvor projektgrupperne betyder, at de studerende holder disciplinen oppe i gruppen og er med til at motivere hinanden." Og han tilføjer, at de nordjyske studerende ikke har de samme muligheder for studierelevant arbejde som deres studiefæller i hovedstaden, og derfor ikke bruger lige så meget tid på studiejobbet.
Kilde: Ugebrevet A4, 24. oktober 2011, Hver anden forventer at forlænge studietiden