Samtaler leder ikke ledige mod job
En ny undersøgelse af Arbejdsformidlingen (AF) og de private jobformidlere viser, at kontaktsamtaler ikke handler om det, de burde: At få de ledige i job.
Knap 1000 personer, der har været ledige inden for det seneste halve år, er blevet spurgt til deres opfattelse af AF's lovbestemte samtaler. Blot fire procent af de adspurgte har i samtalen fået anvist et konkret job, som de skulle søge. 35% svarer, at de hverken har talt om konkrete jobmuligheder eller muligheder for at søge job. I stedet nævner 57% af de ledige, at samtalerne går med instruktion i brug af elektroniske jobsøgningsmaskiner.
Direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Henrik Bach Mortensen, kalder situationen uacceptabel og påpeger, at problemet også gælder kommuner og a-kasser. Han mener, at de nye jobcentre skal præstere bedre resultater end dem, der kommer fra det nuværende beskæftigelsessystem.
Ansvaret hviler på Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har ansvaret for AF og de private jobformidlere. Direktør Marie Hansen er klar over, at systemet ikke har gjort det godt nok og understreger, at kontaktsamtaler skal have fokus på job.
Kilde:
LO's Ugebrev, 23. maj 2006