Samarbejde skal sikre uddannelsessvage
Produktions- og erhvervskolerne skal forpligtes til at samarbejde, så alle elever får den støtte og vejledning, de har brug for. Det er anbefalingerne i en netop offentliggjort evalueringsrapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Godt nok samarbejder nogle skoler, men det er ofte ildsjæle blandt vejledere og lærere, der giver de unge den fornødne støtte i deres uddannelsesforløb. Samarbejdede skolerne systematisk om ekstra støtte, kunne mange elever på produktionsskolerne gennemføre en uddannelse på en erhvervsskole.
Ifølge rapporten skal samarbejdet kombinere elementer fra de to skoleformer, så det fx indeholder et værkstedstilbud samt tæt lærerkontakt og vejledning. Desuden skal skolerne samarbejde om at lave et såkaldt overgangsteam, som fx består af en vejleder fra produktionsskolen og en kontaktlærer fra erhvervsskolen.
Kilde:
Pressemeddelelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, 16. maj 2006
Se også:Evalueringsrapporten Sammenhænge mellem produktionsskoler og erhvervsskoler (pdf)