Nyt videnscenter på vej
Større integration mellem vejledningspraksis, vejlederuddannelser og forskning på vejledningsområdet. Det er formålet i et kommende nationalt videnscenter i uddannelses- og erhvervsvejledning, der nu har modtaget en forhåndsbevilling af Undervisningsministeriet.
Det nationale videnscenter skal samarbejde med Undervisningsministeriets Videnscenter for Vejledning. Konsortiet udgøres af CVU Midt-vest, Jysk CVU og CVU Storkøbenhavn, og der er indgået samarbejdsaftaler med andre CVUer, Forskningsenheden i Vejledning på DPU, DEL, forlaget Studie og Erhverv og forskere fra University of British Columbia.
Centret vil koncentrere sig om vejledning i grundskolen, overgangs- og gennemførelsesvejledning i uddannelsessystemet, vejledning af voksne om VEU, udvikling af vejlederuddannelser samt tværgående udviklingstemaer.
Kilde:
Resumé af ansøgning om bevilling til Videnscenter for uddannelses- og erhvervsvejledning