Fire ud af ti danskere ville have valgt en anden uddannelse, hvis de havde haft den viden, de har i dag. En ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, viser, at det især er midaldrende og folk med kort uddannelse, der fortryder deres uddannelsesvalg. Grundigere studievejledning efterlyses af eksperter.
Jakob Lange, studiechef på Københavns Universitet, ønsker ikke at dramatisere studievalget, "men det er altså en frygtelig misforståelse at tro, at det er nemt at skifte hest senere hen, hvis man satser på den forkerte." Lange finder det vigtigt at styrke vejledningen, så de unge bedre forstår konsekvenserne af uddannelsesvalget.
Helena Skyt Nielsen, professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, ønsker ligesom Jakob Lange en bredere karriereplanlægning til de unge, som også omfatter statistik vedr. bl.a. beskæftigelsesmuligheder.
Vibeke Lauesgaard, tidligere chef for AF i Storkøbenhavn og nu privat karriererådgiver, mener, at relevant efteruddannelse er nødvendigt. At mennesker i løbet af et arbejdsliv kommer til at mangle kompetencer, er et vilkår, som selv ikke den bedste studievejledning kan sikre imod.
Kilde:
Ugebrevet A4, 25. august 2008