Kommende og færdige kandidater skal selv finde job ved hjælp af en omfattende vejledningspakke, der bl.a. består af en cand.selv- og en mentor-profil-database. Det er indholdet i et nyt pilotprojekt på Aarhus Universitet.
Kandidater i beskæftigelse skal være rollemodeller. Ved at matche de jobsøgende kandidater med en mentor, der kender de studerendes baggrund og har erfaring med arbejdslivet, håber prorektor Kathrine Richardson, at mange flere vil få mod på at finde job inden for arbejdsområder, de ellers ikke ville have tænkt på.
Studiechef Eva Teilmann forklarer, at man vil tage kontakt til lokale og regionale virksomheder for at afdække deres behov for arbejdskraft og i samme omgang opfordre dem til at lade de medarbejdere, der er uddannet på Aarhus Universitet, oprette i en mentor-profil-database. Databasen vil indeholde data om mentorernes karriereforløb, fagportefølje og jobfunktion.
Derefter vil en gruppe nyuddannede kandidater blive tilbudt en omfattende vejledningspakke, der indeholder hjælp til CV, karriereplanlægning og jobsøgning på baggrund af de nyetablerede kontakter med virksomhederne. Kandidaterne skal selv lade sig oprette i en cand.selv-database, hvor virksomheder og nydimitterede matches.
Aarhus Universitet får støtte af Videnskabsministeriet til mentorprojektet, der vil løbe af stablen i 2006.
Kilde:
Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet, 28. februar 2006