9. november 2010
Forklaringen på, at færre piger end drenge læser matematik, er ifølge dansk forskning bevidste valg og ikke forskelle i de unges hjerner.
Piger er nemlig lige så gode som drenge til matematik, men de vælger oftere at bruge deres evner inden for biologi eller lægevidenskab.
Neuro-matematiker ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Lisser Rye Ejersbo siger om pigernes valg: "Selvom mange danske piger er gode til matematik, vælger færre at forfølge den viden. Det skyldes blandt andet, at man tilsyneladende har tendens til at vælge at gøre det, man er bedst til. Vi kan se, at mange piger, der er dygtige til matematik, også er dygtige til noget andet, som de så vælger at blive endnu bedre til".
Kilde: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, 8. november 2010, Derfor bliver kvinder ikke matematik-professorer