De unges zapperi rundt i uddannelserne bunder i, at de er yngre end dem, der begyndte for ti år siden, og at vi i det hele taget lever i en zapperkultur. Men frafaldet er i orden, når det skyldes fejlvalg, og vi bør indrette uddannelsessystemet derefter. Det siger Søren Vang Rasmussen, der er rektor på CVU Sønderjylland.
Camilla Hutters, der er uddannelsesforsker på RUC, peger som forklaring på gengangerne bl.a. på tendensen til hele tiden at vurdere, om noget andet ville passe bedre, på holdningen om, at valg kan laves om, og på, at en øget målrettethed hos de unge kan få dem til at skifte retning undervejs, hvis der er udsigt til høj ledighed blandt de færdiguddannede på deres studie.
Studiechef på SDU, Per Andersen, siger, at de unges fejlvalg kan være en konsekvens af, at de presses hurtigere ind i uddannelsessystemet. Selvom han mener, at de unge har brug for meget vejledning for at finde rundt i uddannelsesjunglen, mener han dog, at vi som samfund kunne have gavn af, at "lade de unge være lidt i fred", fordi uddannelsesvalget er blevet så meget sværere end tidligere.
Ud af de 44.000, der i disse dage starter på en videregående uddannelse, har en tredjedel prøvet det før.
Kilde:
JydskeVestkysten, 3. september 2006