25% af de studerende på Københavns Universitet og 28% af de studerende på Aarhus Universitet mener, at der skal gøres en større indsats for at ruste dem til arbejdsmarkedet. Og vejlederne skal have erfaringer fra erhvervslivet.
Det er nogle af delresultaterne fra en ny undersøgelse, der bygger på 4.021 interview med studerende og er foretaget af Rambøll Management for Akademikernes Centralorganisation. Jesper Johansen og Simon Krøyer, der er formænd for studenterrådene på henholdsvis Københavns- og Aarhus Universitet, er enige om, at det er paradoksalt, at det er studerende eller professorer, der aldrig har været ansat andre steder end på universitetet, der skal vejlede de studerende. Simon Krøyer siger desuden, at universiteterne skal samarbejde om at ansætte vejledere, der har erfaring fra erhvervslivet.
Jens Mølbach, sekretariatschef i Akademikernes Centralorganisation, mener, at karriererådgivning skal prioriteres, og at rådgivningen skal placeres så tidligt, at den kan få indflydelse på de studerendes valg.
Kilde:
Jyllands-Posten Øst, 5. oktober 2006