Forskellige tendenser tegner sig forskellige steder i landet: Mens søgningen til gymnasierne i Aarhus Amt er stort set uændret i forhold til sidste år, viser tal fra Center for Vejledning i København at ca. 8% flere vælger at tage 10. klasse, mens ca. 7% færre vælger en gymnasial uddannelse. På et enkelt uddannelsessted, nemlig Haderslev Handelsskole, er antallet af ansøgere til hhx steget med hele 20%.
Undervisningsminister Bertel Haarder fastholder, at 10. klasse fremover skal være forbeholdt de svage elever. Han beklager, at de, der lige så godt kunne fortsætte i uddannelsessystemet, vælger 10. klasse.
Niels Egelund, leder for Institut for pædagogisk psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, lægger skylden for denne tendens på dem, der skal rådgive de unge. Forældre, lærere og vejledere skal vænne sig til reformen og stille nogle højere krav til, at de unge skal træffe et valg.
De unge, der har valgt gymnasiet, ser ud til at vælge de bløde fag frem for naturvidenskab, viser en rundringning fra Berlingske Tidende. Det skyldes i følge Lars Ulriksen fra Center for Ungdomsforskning, at det er svært for de unge at gennemskue den nye adgangskrav til de videregående uddannelser.
Videnskabsminister Helge Sander beklager, at kravene ikke var færdige, da de kommende gymnasieelever skulle vælge retning og valgfag, men han henviser til, at man kan vente med at beslutte sig til efter det halve års grundforløb. Men det kan man kun, hvis der er ledige pladser, siger Peter Kuhlman, der er formand for Gymnasierektorernes Kollegium.
Jens Oddershede, der er næstformand for Rektorkollegiet, finder det utilfredsstillende, at de unge skal træffe så vidtgående beslutninger så tidligt i deres uddannelsesforløb: Dels er de slet ikke så langt i deres karriereplanlægning, dels har der ikke endnu vist sig de klare veje gennem uddannelsessystemet, som gymnasiereformen ellers skulle lægge op til.
Kilder:
Berlingske Tidende, 22. og 23. marts 2005
Danmarks Radio, 23. marts 2005
De Bergske Blade, 22. marts 2005
Jydske Vestkysten, 23. marts 2005
Jyllandsposten, 23. marts 2005
Urban, 22. og 23. marts