13. juli 2010
En ny undersøgelse har sammenlignet studerende i 27 OECD-lande. Sammenligningen drejer sig blandt andet om de studerendes evne til at gennemføre deres uddannelse, og her indtager de danske studerende en andenplads med en gennemførelsesprocent på 81.
Danmark bliver kun slået af Japan, hvor 91 procent gennemfører deres uddannelse.
Formand for Danske studerendes fællesråd, Mikkel Zeuthen, er glad for resultatet og giver sit bud på, hvad det skyldes. Han siger: "Man får en acceptabel økonomisk støtte gennem SU'en, og derudover har vi tradition for at tage os tid og rum til at vælge den rigtige uddannelse. Jeg tror, sabbatårene spiller en stor rolle. Det nye resultat er derfor et godt argument mod trenden om at presse studerende hurtigere og voldsommere gennem en uddannelse".
Formand for de danske universiteters rektorer Jens Oddershede er ikke overrasket over resultatet. Han siger:" Af en eller anden årsag har der bredt sig en stemning af, at danske studerende ikke er gode. Men de er både dygtige og dedikerede og får også gjort deres uddannelse færdig".
Kilde: Metrostudie, 9. juli 2010, Danske studerende er flittige med bøgerne