Nye tal fra UNI-C for perioden 2000-2005 viser, at flere vælger gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse, mens færre vælger 10. klasse.
Per Rye, formand for Danmarks Vejlederforening, peger på bedre vejledning som en af årsagerne til den positive udvikling, som han mener er et af resultaterne af vejledningsreformen. En anden grund er, at eleverne er mere modne og målrettede, og at de er vænnet til at tænke mere over uddannelsesvalget end tidligere. Også forældrene involverer sig mere i de unges valg. Per Rye ser dog gerne, at 10. klasse videreføres, så der fortsat er mulighed for at stoppe op efter 9. klasse uden at droppe ud af uddannelsessystemet.
Formanden for Danske Skoleelever, Alexander Grandt Petersen, håber, at tendensen vil føre til en nedlæggelse af 10. klasse, som han ser som en sovepude for de stærke elever.
Uddannelseskonsulent i Dansk Industri Rasmus Normann Andersen finder, at 10. klasse bør omlægges, så den ikke længere har forbindelse med folkeskolen, men i højere grad bliver et reelt alternativ for de svage elever med brobygningsforløb målrettet ungdomsuddannelserne.
Kilde:
Urban, 15. februar 2006