7.september 2009
118.000 med en videregående uddannelse har tidligere i livet fuldført en erhvervsuddannelse. Det svarer til, at hver tiende faglært efterfølgende tager en videregående uddannelse, viser en analyse fra den kommende arbejdsmarkedsrapport for 2009 fra DA.
Gennemsnitsalderen blandt faglærte, der har taget en videregående uddannelse, ligger i midten af trediverne. Interessen for videregående uddannelser er størst inden for transport, mens faglærte inden for handel og kontor har den laveste andel med en videregående uddannelse.
Erhvervsuddannede bliver i høj grad inden for deres område, når de læser videre. Blandt erhvervsuddannede inden for bygge- og anlæg har knapt otte ud af ti med en videregående uddannelse opnået den inden for de tekniske fag. Tilsvarende for erhvervsuddannede inden for jern og metal samt transportområdet, hvor syv ud af ti med en videregående uddannelse har opnået det inden for henholdsvis tekniske fag og transportfag.
For de erhvervsuddannede på sundhedsområdet har 5,9 procent taget en videregående uddannelse. Næsten halvdelen har valgt at tage en pædagogisk videreuddannelse, mens knap fyrre procent har videreuddannet sig inden for sundhedsområdet.
Kilde:
Agenda • Arbejdsmarkedspolitisk analyse
http://www.agenda.da.dk/default.asp