10. klasse er et sundt modningsår
Danmarks Vejlederforening, ved formand Per Rye, har både ris og ros til regeringens velfærdsudspil.
Foreningen bifalder bl.a., at der afsættes penge til at finansiere, at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, at uddannelserne tilpasses, så de både tilgodeser de bogligt svage og udfordrer de stærke elever, og at kommunerne tillægges et klart ansvar for, at unge gennemfører en ungdomsuddannelse.
Foreningen støtter ligeledes forslaget om etablering af mentorordninger på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, ligesom den er positiv overfor, at der sættes ind med vejledning og en forebyggende indsats i 6. klasse. Foreningen er dog spændt på at se regeringens beskrivelse af, hvordan uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledningen skal styrkes, da man ikke mener, at en egentlig karrierebeslutning er realistisk for ret mange elever på 14-15 år.
Ifølge foreningen har regeringen overhørt de seneste måneders argumenter for at bevare 10. klasse som en reel mulighed for alle elever, der ønsker dette skoleår. Foreningen mener, at 10. klasse er et sundt modningsår for et stort antal unge, og advarer mod, at politikerne kommer til at gøre de unge en bjørnetjeneste.
Kilde:
Pressemeddelelse fra Danmarks Vejlederforening, 4. april 2006
Se også:Læs hele pressemeddelelsen på Danmarks Vejlederforenings netsted
Regeringens udspil: Fremtidens velstand og velfærd. Velfærdsreformer og investeringer i fremtiden (pdf)