
En fremtid i luften
Det er kun et par dage siden, at Jannick kom hjem fra en 10 dage lang træningstur til USA. I de obligatoriske fem fridage er der tid til at fortælle om pilotdrømmen, om uddannelsen på vej dertil og om selve jobbet som pilot.
"Fra jeg var helt spæd, blev jeg bombarderet med fly og flyvning. Man kan nærmest sige, at jeg har fået flyvning ind med modermælken. Siden jeg var et par år gammel, har jeg været med oppe i cockpittet, når min far fløj."
"Der har været tidspunkter, før jeg gik i gang med uddannelsen, hvor jeg har tvivlet på, om pilotjobbet var det rigtige at kaste sig ud i."
"Det har jo til tider været et ret usikkert erhverv, og man siger, at efter syv gode år, så kommer der syv dårlige år. Det ville jo være surt at blive færdig som pilot, lige som de syv dårlige år begynder, hvis det altså passer."
Jannick kan i sit fly flyve op til 825 km/t i 12 kilometers højde
Inden Jannick rigtigt kom i gang med sin pilotuddannelse, tog han den treårige erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse - også kaldet HA - på Handelshøjskolen i København.
"Gennem hele min tid på Handelshøjskolen sad jeg og så ud af vinduet og holdt øje med flyene. Efter de tre år vidste jeg, at det var deroppe min fremtid lå, og ikke bag et skrivebord."
Efter de tre år vidste jeg, at det var deroppe min fremtid lå, og ikke bag et skrivebord
Pilotuddannelsen
Der findes flere veje til at blive pilot. Man kan blive uddannet til pilot i Flyvevåbnet eller blive civil pilot ved private flyveskoler. Jannick valgte den civile uddannelse og betalte selv for den.
"Jeg overvejede i starten at tage den militære pilotuddannelse og var til optagelsessamtale, da jeg var omkring 18-19 år gammel. Jeg fik afslag men blev foreslået at søge ind igen året efter. "
"Der er mange, som gerne vil have den militære uddannelse, for alle drenge vil jo gerne ind og flyve F16. Men med den uddannelse er man bundet til militæret i 17 år, og det var jeg ikke klar til," fortæller Jannick om fravalget af den militære uddannelse.
"Jeg kom så lidt fra det at blive pilot og gik i stedet i gang med ungdomsuddannelsen International Baccaulaureate (IB) og fortsatte derefter på Handelshøjskolen."
Mens Jannick læste HA, begyndte han at undersøge, hvilke forskellige muligheder der var for at uddanne sig til civil pilot.
"Jeg undersøgte SAS' egen skole, forskellige skoler i USA og valgte til sidst Comair Aviation Academy i Florida".
Man skal regne med, at det koster omkring 600.000 kr. for et basiscertifikat med ca. 200 timer
"Her tog jeg uddannelsen op til CPL, (Commerciel Pilot License), som er et erhvervscertifikat. Bagefter skiftede jeg skole og tog en instruktøruddannelse et andet sted og instruerede i et års tid efter det."
Herefter kom Jannick tilbage til Europa, hvor han i Irland konverterede til europæisk certifikat og fortsatte arbejdet med at undervise pilotelever.
Op med pengepungen!
En pilotuddannelse kan koste rigtig mange penge, og det var heller ikke anderledes for Jannick. Han brugte omkring 3/4 million kroner på sin uddannelse.
"Det er svært at sige helt præcist, hvor meget jeg har brugt på min uddannelse. Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke holdt øje med det mere. Det er så kedeligt, når pengene kun går den ene vej."
"Jeg tog et lån i banken, hvor mine forældre kautionerede. Det var min fornemmelse, at bankerne gerne ville låne penge til pilotuddannelsen på det tidspunkt."
"Man skal regne med, at det koster omkring 600.000 kr. for et basiscertifikat med ca. 200 timer".
"Med lidt held og afhængigt af hvor hurtigt man kommer igennem uddannelsen, så skal man regne med mellem 1/2 - 1 million kr., førend man sidder i højresædet og har et ordentligt job," tilføjer Jannick tilfreds.
På jagt efter job
Det var svært for Jannick at få et job som pilot og i en periode vendte han tilbage til Handelshøjskolen i seks måneder, inden han endelig fik et job i Skotland.
"Det er verdens bedste udsigt. Vi ser fantastiske ting, når vi flyver - både om dagen og om natten"
"Det er virkelig noget, som man må kæmpe for, og man må være indstillet på at tage til udlandet for at få arbejde. Man kan ikke bare sidde herhjemme, trille tommelfingre og tro, at SAS banker på døren med tilbud om et job. Sådan fungerer det ikke. Man er nødt til at søge alle steder i verden for at få et job."
Drømmejobbet
Efter 1½ år i Skotland fik Jannick arbejde i flyselskabet NetJets, hvor han arbejder nu. Firmaet er ikke et helt normalt selskab. NetJets har en masse fly, som virksomheder kan købe en 1/8 eller 1/4 af.
De betaler et månedligt kontingent, og så står flyet til deres rådighed, når de skal et sted hen. Også en del kendte rockstjerner og filmstjerner bruger firmaer som NetJets.
"Det fungerer sådan, at vi har seks arbejdsdage og fem dage fri. Den første dag flyver jeg med rutefly hen til, hvor mit fly står klar, og på sjettedagen bliver jeg fløjet hjem igen."
"Jeg skal derfor ikke bo i en bestemt by men bare i nærheden af en international lufthavn, som har en vis størrelse. Og det betød jo, at jeg kunne komme hjem til Danmark og bo igen."
Jeg synes, at der er mange flere udfordringer og spændende destinationer i dette job end ved andre selskaber, som kun har rutefly
"Jeg flyver det fly, der hedder Falcon 2000 Classic, som har 10 sæder og selvfølgelig er lidt anderledes indrettet end et almindeligt passagerfly. Vi flyver mest i Europa, og derfor er det sjældent, at vi kun flyver en tur om dagen. Det bliver for det meste til 2-3 ture."
Hvad vil fremtiden bringe?
"Jeg har ikke ambitioner om at arbejde for et andet firma. Drømmejobbet har jeg nu, og jeg kunne ikke forestille mig at søge væk fra NetJets. Jeg synes, at der er mange flere udfordringer og spændende destinationer i dette job end ved andre selskaber, som kun har rutefly."
"At blive training captain og komme ind i en træningsposition, det synes jeg kunne være spændende - inden for NetJets eller ved et andet selskab. Jeg kan godt lide at undervise."
Selvom Jannick værdsætter sit job som pilot, har han også andre drømme, han gerne vil indfri i fremtiden.
"Jeg elsker flyvning, og det er noget jeg vil gøre resten af min karriere, men jeg har også andre ting, som jeg gerne vil prøve. Så jeg vil ikke nødvendigvis arbejde fuldtid som pilot resten af mit liv."
Se oversigt over flere interview.