
Vild med bøger
Marie Ulletved Jørgensen har altid været glad for bøger.
"Vi boede lige over for et bibliotek, da jeg voksede op," fortæller hun.
"Der har jeg brugt mange timer efter skole med at læse bøger."
Efter studentereksamen var Marie i udlandet, og senere arbejdede hun som medhjælper på et bibliotek.
Jeg kan udvikle min it-interesse på bedste vis her
"Det med it havde ikke rigtig vakt min interesse endnu. Jeg var mere interesseret i kultur, både teori og formidling. Og jeg var også glad for litteratur."
Uddannelse og studiejob
Marie besluttede sig for at blive bibliotekar og søgte ind på biblioteksskolen.
"Mens jeg læste, havde jeg studiejob som researcher i DR. Det, syntes jeg, var fedt."
Efter den treårige bacheloruddannelse kan man tage yderligere 1/2 års studier og blive bibliotekar. Men Marie ville gerne læse mere, så hun tog den toårige overbygning til cand.scient.bibl.
Marie hjælper brugerne på it-biblioteket
"Jeg troede, jeg skulle ud og være researcher. Men på overbygningen blev jeg interesseret i biblioteksudvikling."
Jagten på drømmejobbet
Da Marie var færdig, søgte hun forskellige researcher-stillinger i medieverdenen, i advokatfirmaer og revisionsfirmaer.
"Men jeg fik ikke nogen af de job, og jeg fandt ud af, at det nok var fordi, jeg i virkeligheden ville noget andet."
Maries første job var på centralbiblioteket i Nykøbing Falster.
"Jeg arbejdede som almindelig voksenbibliotekar og var med til at beslutte, hvilke materialer, der skulle indkøbes og kasseres."
Men det var hårdt at bruge 5 timer hver dag på at pendle mellem København og Falster, og Marie søgte job tættere på, hvor hun bor.
"Jeg kunne mærke, at jeg havde en masse ideer til udvikling," siger Marie. Og de ideer har hun haft god brug for i sit nuværende job på Blågårdens Bibliotek.
Hverdagen som it-bibliotekar
Marie er primært ansat i it-biblioteket.
"Jeg underviser brugere i it. Vi laver kurser, lige fra 'Sådan virker musen' og 'Opret en webmail' til mere web 2.0-relaterede ting."
Web 2.0 er betegnelsen for web-teknologier, hvor brugerne selv bidrager med indhold, fx en blog, som er en hjemmeside med indlæg, brugerne kan kommentere.
Andre eksempler på web 2.0 er sociale netværk som Facebook og MySpace, leksikonet Wikipedia eller foto-delings-sitet flickr.
Marie laver selv undervisningsmaterialerne til kurserne.
Marie bruger meget tid på at sætte sig ind i de nye teknologier.
"Når brugerne beder om hjælp, skal vi helst vide, hvad de snakker om."
Udover kurserne hjælper Marie brugerne med alt, lige fra at scanne billeder til hvordan man laver fed skrift i et tekstbehandlingsprogram.
Opgaverne på it-biblioteket passer Marie rigtig godt.
"Jeg kan udvikle min it-interesse på bedste vis her. Jeg kan fornemme, hvad der rører sig."
En bibliotekar med mange opgaver
Marie er også en del af voksenbiblioteket, hvor hun får forespørgsler fx fra gymnasieelever, der leder efter materiale til skoleopgaver.
"Det kan også være fru Hansen, som skal have noget ny inspiration til hvad hun nu skal læse."
Det kan også være fru Hansen, som skal have noget ny inspiration til hvad hun nu skal læse
Som bibliotekar har man også en del praktiske opgaver som at lave lister over reserverede materialer, at registrere bøgerne osv.
Biblioteket laver arrangementer, ofte i samarbejder med nærliggende ungdomsklubber og et kultur- og idrætshus. Det kan fx være en computerspilturnering.
"Det kan også være et Books & Brunch-arrangement, hvor man kan købe brunch søndag formiddag og høre en forfatter holde foredrag," fortæller Marie.
"Jeg er PR-ansvarlig, så jeg informerer om arrangementerne via foldere, plakater og bibliotekets hjemmeside."
Endelig er Marie engageret i bibliotekarernes fagforening, og det bruger hun også en del tid på.
Samarbejdet med kollegerne
"Vi samarbejder meget på tværs i huset. Det er rart at have nogen at sparre med, og det udnytter vi tit."
Og begrebet 'kolleger' rækker også ud over hendes eget bibliotek. Det skyldes hendes engagement i fagforeningen og i digitale samarbejdsfora på tværs af kommunernes biblioteker.
"På den måde har jeg et netværk af kolleger lige fra Vanløse til Islands Brygge, og det, synes jeg, er rigtig fedt."
Fremtiden
"I fremtiden skal bibliotekerne have en mere projektorienteret struktur," fortæller Marie, der i den forbindelse har taget en uddannelse til projektleder.
"Jeg kunne godt tænke mig deltage i nogle store tværfaglige webprojekter om udvikling af bibliotekerne og om nye måder at kommunikere med brugerne på," slutter Marie.
Se oversigt over flere interview.