Uddannelserne inden for produktion består af en række specialiseringer i fx konstruktion, produktion/produktionsteknik, elektromekanik og produktionsstyring.
På bacheloruddannelsen lærer du bl.a. om materialer og deres forarbejdning i produktionssystemer. Du får herunder viden om energiomsætninger og fluid mekanik, som er vigtige værktøjer i forbindelse med fx konstruktion af motorer, lige som du bl.a. lærer om beregning af konstruktioners styrke.
Et eksempel kan være fremstilling af vindmøller. Mange forskellige ingeniører arbejder sammen om udvikling, produktion, salg og servicering af møllerne. De vælger materialer, beregner dimensioner, og udvikler styring af gear og generator. Samtidig skal produktionen og opførelsen planlægges og gennemføres.
Da møllerne sælges til alle verdensdele, skal de enkelte ordrer være tilpasset det pågældende marked, ligesom fremstillingen foregår på tværs af landegrænser.
På kandidatuddannelsen går du mere i dybden med emner inden for planlægning, projekt- og forandringsledelse, tilrettelæggelse af innovative systemer samt optimering af produktionsystemer.
Fælles for uddannelserne er, at du får en grundlæggende viden om materialer, fremstillingsprocesser, konstruktion, produktion, automatisering, informationsteknologi, planlægning og produktionsøkonomi.
Undervisningen foregår som forelæsninger, øvelser og projektarbejde i grupper.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Som bachelor får du adgang til flere tekniske kandidatuddannelser.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½-1 år og giver titlen cand.polyt. eller cand.scient.techn.