På kemi, miljø og bioteknologi studerer du de grundlæggende kemiske og biologiske processer, der udnyttes i kemisk og bioteknologisk produktion og i miljømæssige sammenhænge.
Gennem undervisningen i analyseteknik og -metode lærer du at vurdere stoffer og kemiske processer og at forholde dig kritisk til resultaterne af din analyse.
Du lærer også om procesteknik, som handler om, hvordan du omsætter din viden om kemiske og mikrobiologiske processer til praktisk anvendelse i produktions- og miljømæssig sammenhæng.
I løbet af studiet vælger du en af følgende ni studieretninger:
-
Industriel bioteknologi, hvor du arbejder med mikrobiologiske og biokemiske processer og lærer om, hvordan de kan styres og anvendes i industrien. Industriel bioteknologi læses i Esbjerg.
-
Kemiteknik, hvor du arbejder med metoder til analyse, udvikling og optimering af kemiske processer med henblik på fremstilling af forskellige produkter, fx lægemidler, levnedsmidler, vindmøllevinger og rent vand. Kemiteknik læses i Esbjerg.
-
Olie- og gasteknologi, hvor du bl.a. arbejder med design af udstyr til boreplatforme og raffinaderier og lærer om processer og udstyr, som bruges til transport og behandling af gas og olie. Olie- og gasteknologi er en international uddannelse, og undervisningen foregår på engelsk. Uddannelsen læses i Esbjerg.
-
Kemi, hvor du lærer om overflader og materialer. Du kan fx komme til at arbejde med undersøgelser af molekyler og partiklers overfladeegenskaber, design af særlige former for plast eller med nye metoder til at indkapsle medicin. Kemi læses i Aalborg.
-
Bioteknologi, hvor du bl.a. arbejder med undersøgelser af biologiske og biokemiske processer og lærer metoder, som anvendes i medicinalindustrien. Du arbejder fx med undersøgelser af dna, proteiner, kulhydrater, lipider, hele genomer og organismer. Bioteknologi læses i Aalborg.
-
Miljøteknik, hvor du kombinerer viden om kemi, fysik, biologi og mikrobiologi med henblik på at løse praktiske miljøproblemer. Du kan for eksempel vælge at arbejde med forurening af jord, grundvand, søer, fjorde og i industrien. Miljøteknik læses i Aalborg.
-
Akvatisk teknologi, hvor du kombinerer miljøteknik og fiskeribiologi med udgangspunkt i kemiske og biologiske processer i tekniske systemer (fx anlæg til rensning af vand fra dambrug) og i vores miljø.
-
Miljøbioteknologi, som handler om at anvende den nyeste viden inden for bioteknologi til at analysere og løse miljøtekniske problemer. Specielt kendskabet til mikroorganismers molekylærbiologi og stofskifteprocesser, der sammen med forbedrede målemetoder og ny procesteknologi har åbnet for nye spændende perspektiver inden for det traditionelle miljøtekniske område.
-
Medicinsk bioteknologi, hvor du lærer om teknologierne inden for proteinterapi, genterapi og stamcelleterapi. Du lærer at bruge din viden om kemi og bioteknologi til fx at udvikle nye teknikker og præparater til diagnostik og behandling inden for sundhedssektoren.
Undervisningen veksler mellem kurser, eksperimenter i laboratorium, studiekredse og problemorienteret projektarbejde i grupper.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Som bachelor får du adgang til flere tekniske kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i kemi, miljø og bioteknologi.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt. eller cand.scient.techn.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 53 bacheloruddannelsen og 17 kandidatuddannelsen.
75 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2008, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.