Kemiingeniører planlægger, udvikler og kontrollerer kemiske processer bl.a. inden for miljø, energiforsyning, medicinal- og fødevareindustrien. De arbejder også med udvikling og fremstilling af produkter, som fx kosmetik, maling, cement eller lægemidler.
På kemiingeniøruddannelsen lærer du at anvende matematisk, kemisk, teknisk og fysisk viden i forbindelse med udviklingen af produkter og produktionsmetoder.
I slutningen af bacheloruddannelsen skal du vælge en fagprofil, som du fortsætter med på kandidatuddannelsen.
Du kan vælge mellem følgende profiler:
-
Bioteknisk processtyring, hvor du følger kurser i bl.a. videregående fysisk og kemi, simulering af biologiske processer, hvor du lærer at lave modeller af biologiske systemer på computer, samt protein- og membranbiokemi, hvor du lærer om proteiner og membraners struktur og funktioner.
-
Fundamental og anvendt kemi med kurser i bl.a. kvantekemi, hvor du lærer om den kvantemekaniske beskrivelse af atomare og molekylære systemer, og miljøkemi, hvor du får indsigt i den kemi, der kan beskrive forureningsproblemer i det naturlige miljø.
-
Materialekemi, hvor kurserne bl.a. omfatter kemisk metallære, hvor du lærer at forstå og vurdere metallers teknologisk vigtige egenskaber, og faststofkemi, hvor du lærer om faste stoffers struktur og egenskaber.
Undervisningen veksler mellem projektarbejde, forelæsninger, klasseundervisning og øvelser.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Som bachelor får du adgang til flere tekniske kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i kemi.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt. og civilingeniør.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 93 kandidatuddannelsen.
80 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2007, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.