Uddannelsen kombinerer de tekniske ingeniørfag og de æstetiske fag inden for arkitektur og design. Du lærer at arbejde med arkitektonisk formgivning og design med udgangspunkt i samspillet mellem funktion, æstetik, teknologi og miljø.
Det første år følger du et særligt forløb, det fælles basisår. Her får du kendskab til de grundlæggende redskabsmæssige færdigheder, og du arbejder bl.a. med analyse og redesign.
Efter basisåret fortsætter du på bacheloruddannelsen arkitektur og design, hvor du lærer at omsætte funktionelle, æstetiske, tekniske og miljømæssige krav til udtryksfuld form og design. I løbet af grunduddannelsen bliver du introduceret for de fire fagområder:
- arkitektur
- urban design
- industriel design
- digital design
På 6. semester skal du specialisere dig inden for enten arkitektur, urban (bymæssig) design, industriel design eller digital design. Du får i løbet af bacheloruddannelsen også undervisning i en række redskabsfag som teori- og metode, design, produktteknologi, bygningslære, konstruktion, indeklima og 3-D modellering.
På kandidatuddannelsen skal du vælge en af de fire linjer: arkitektur, industriel design, urban design eller digital design. Uddannelserne er internationalt orienteret, hvilket vil sige, at al undervisning foregår på engelsk, og der er mulighed for at tage et semester ved et udenlandsk universitet eller komme i praktik.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, kurser, øvelsestimer og problemorienteret projektarbejde i grupper.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Som bachelor får du adgang til flere tekniske kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i arkitektur og design.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt. eller cand.scient.techn.