Du lærer at arbejde med erhvervsøkonomiske problemstillinger og løse dem ved hjælp af it og informationssystemer.
Erhvervsøkonomi handler bl.a. om, hvordan virksomheder drives økonomisk, hvordan de planlægger og udvikler deres økonomi, laver regnskab, analyserer mulighederne på nye markeder eller handler under ændrede politiske omstændigheder.
It og datalogi rummer mange redskaber og konkrete metoder, som du bruger, når du studerer og løser de erhvervsøkonomiske opgaver.
Informationssystemer er en integreret del af regnskabsområdet, men kan også bruges til at løse opgaver i forbindelse med fx finansiering eller produktionsstyring.
Uddannelsen er bygget forskelligt på uddannelsesstederne, men dækker alligevel de samme områder.
Det erhvervsøkonomiske område består af fag som finansiering, regnskab og international økonomi. Men du har også mere samfundsvidenskabelige fag som organisation og ledelse.
It og datalogi består af fag som programmering, systemanalyser og databaser, hvor du både lære at arbejde med eksisterende systemer og udvikle systemer.
På kandidatuddannelsen har du mulighed for at specialisere dig inden for forskellige områder som fx økonomi og organisation eller databaser.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, klasseundervisning for mindre hold og projektarbejde (ofte i grupper) omkring et tema eller en problemstilling.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel HA(it.). Som bachelor får du adgang til flere erhvervsøkonomiske kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i erhvervsøkonomi og it.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.merc.
På Aarhus Universitet kan du læse erhvervsøkonomi med sidefag i datalogi. Se artiklen Erhvervsøkonomi med sidefag.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 65 bacheloruddannelsen og 88 kandidatuddannelsen.
66 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2008, forventes at fuldføre uddannelsen. 67 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2008, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.