I bioteknologien studerer du levende organismer på det molekylære plan. Du lærer at forstå, hvordan de mindste organismer fungerer, og hvordan man kan udnytte dem til at fremstille fx fødevarer, papir, medicin eller rense naturen.
Uddannelsen i biologi - bioteknologi bygger på en forståelse af molekylærbiologien i et større biologisk system. Det kan være en dyrekrop, en plante, en sø eller en anden biologisk helhed.
Du lærer, hvordan man undersøger levende organismers kemi og genetik, og hvordan man griber ind i deres genetiske struktur for at ændre dem og fx gøre organismen mere modstandsdygtig.
Alle biologiske fagområder indgår i undervisningen.
Du lærer at bruge bioteknologiske teknikker, fx gæring, dyreavl, genteknologi og kloning.
Du får også undervisning i emner som:
-
Cellebiologi, hvor du studerer cellens dannelse, struktur og funktion.
-
Bioetik, hvor du lærer om de etiske overvejelser og retningslinjer, der er inden for bioteknologien.
-
Biokemi, som er læren om levende organismers kemiske sammensætning og de kemiske processer, der foregår i dem.
-
Mikrobiologi, hvor du lærer om mikroorganismers opbygning, udvikling og livsprocesser.
-
Plantebiologi, hvor du studerer planternes struktur, udvikling og funktion.
-
Pattedyrsbiologi, hvor du lærer om pattedyrenes anatomi og fysiologi.
Gennem forløbet har du mulighed for at vælge en række fag, som interesserer dig. Derudover følger du en række grundfag som kemi og biofysik sammen med studerende fra andre studieretninger.
På kandidatuddannelsen kan du udbygge en personlig profil ved at specialisere dig inden for et af de biologiske systemer eller i en biologisk teknik. Kandidatuddannelsen foregår udelukkende på engelsk.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, øvelser og temaprojekter, hvor du arbejder med et afgrænset område.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Uddannelsen giver adgang til flere naturvidenskabelige kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i biologi - bioteknologi.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager 1 år. Kandidatuddannelsen giver titlen cand.scient.