En jordemoder er i tæt kontakt med den gravide kvinde fra graviditeten bliver konstateret og til efter, at barnet er blevet født. Det betyder, at du på uddannelsen både lærer at håndtere en fødsel men i høj grad også at undersøge, rådgive og vejlede undervejs i hele forløbet.
Uddannelsen varer 3 1/2 år og består af lige dele teoretisk og praktisk (klinisk) undervisning. Den teoretiske del foregår på skolen i det 1., 3. og 7. semester. Den praktiske del foregår på hospitaler eller jordemodercentre i det 2., 5. og 6. semester. Det 4. semester indeholder både teoretisk og praktisk undervisning.
Du får undervisning i følgende fagområder:
- Jordemoderfaglige fag, der indeholder jordemoderkendskab, obstetrik ("fødselslære"), familiedannelse, kvindens og familiens sundhed og jordemoderens professionelle rolle.
- Natur- og sundhedsvidenskabelige fag, der indeholder gynækologi, anatomi og fysiologi, ernærings- og diætlære, kemi og klinisk kemi, mikrobiologi og neonatologi (arbejde med for tidligt fødte).
- Adfærds- og samfundsvidenskabelige fag, der indeholder arbejds- og socialmedicin, psykologi, pædagogik og sociallovgivning.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, problemorienteret undervisning, projektarbejde, tværfaglig undervisning samt vejledning og supervision. Der er også en del selvstudier.
Den praktiske (kliniske) del af uddannelsen foregår på hospitalernes svangre-, føde- og barselsafdelinger, i jordemodercentre samt på gynækologiske afdelinger. Du kan her indgå i vagter alle ugens dage og på alle tider af døgnet.
Eksamen. Du skal til både mundtlige og skriftlige eksamener i løbet af studiet, og du afslutter med bachelorprojektet, der skal forsvares mundtligt.
Uddannelsen giver adgang til titlen Professionsbachelor i jordemoderkundskab. Den engelske betegnelse er Bachelor Degree in Midwifery.
Uddannelsen foregår i København (med praktik i Gentofte, Glostrup, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Næstved, på Frederiksberg Hospital eller Rigshospitalet).
I Aalborg (med praktik i Herning/Holstebro, Hjørring, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg/Thisted, Aalborg eller Århus).
I Esbjerg (med praktik i Esbjerg, Haderslev, Holbæk, Kolding, Odense/Svendborg, Ribe, Roskilde, Slagelse eller Sønderborg). Se uddannelsesteder i højremenuen.
Antal færdiguddannede. I 2006 fuldførte 89 uddannelsen. 59 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2006, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.