På uddannelsen får du både en håndværksmæssig kunnen inden for de tekstile håndværksfag samt undervisning i at formidle din viden og dine færdigheder til forskellige målgrupper, fx i en undervisningssituation.
Uddannelsen indeholder en fællesdel, der strækker sig over 2 år, og en specialiseringsdel der varer de sidste 1½ år. Der er to praktikperioder - en på 3. semester der varer 2 uger, og en på 5. semester der varer mindst 13 uger.
På fællesdelen får du undervisning i tekstile fag, formidlingsfag og kulturfag. Fællesdelen indeholder også praktikperioden på de 2 uger.
- Tekstile fag tilrettelægges inden for to hovedområder: tilvirkning af tekstil og bearbejdning af tekstil, beklædningsfremstilling og -dekoration.
- Formidlingsfag omfatter pædagogik, psykologi og didaktik samt skriftlig, mundtlig og visuel kommunikation.
- Kulturfag omfatter kulturhistorie, kulturteori m.m. med særligt henblik på det tekstilfaglige område.
Inden du begynder på specialiseringsdelen, dvs. på 4. semester, skal du have valgt mellem retningerne: undervisning eller kulturel formidling.
Specialiseringsdelen indeholder tekstilfag og fag i relation til undervisning eller andre former for formidling, alt efter hvilken retning man har valgt.
Dertil kommer praktikperioden på mindst 13 uger, der kan foregå på fx en højskole, en ungdomsskole eller et fritidshjem, hvis du har valgt retningen undervisning. Har du valgt kulturel formidling, kan praktikken fx foregå i et kulturhus, et museum eller ved et teater.
Undervisningsformen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, projektarbejde, gruppearbejde og individuelt arbejde i værksteder. En vigtig del er din egen kreative tilgang til faget og evne til at arbejde håndværksmæssigt med tekstilerne.
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i tekstile fag og formidling. Den engelske titel er Bachelor in Textile Handicraft and Education.
Uddannelsen foregår i København og Viborg.
Eksamen
Der afholdes prøve efter studiets 1. år og ved afslutningen af fællesdelen. Desuden afholdes en prøve efter 3. år.
Disse prøver skal være bestået, før du kan indstille dig til bachelorprojektet, der består af en skriftlig afhandling og et tekstilt produkt. Du afslutter bachelorprojektet med en mundtlig prøve.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 40 uddannelsen. 73 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.