Uddannelsen til lærer i folkeskolen kombinerer såvel faglige som pædagogiske vidensområder. Det betyder, at du både får viden om de fag, du skal undervise i, samt lærer at formidle din faglige viden til børn på forskellige klasseniveauer.
Uddannelsens hovedformål er at uddanne lærere til folkeskolen, men den giver også et grundlag for undervisning andre steder.
Uddannelsen varer 4 år og består af følgende elementer:
- det første linjefag, som skal være dansk (aldersspecialiseret), matematik (aldersspecialiseret), natur/teknik eller fysik/kemi
- 1-2 yderligere linjefag, se nedenfor
- en bacheloropgave, som er en større selvstændig opgave i tilknytning til et af linjefagene
- pædagogiske fag, der dækker fag som almen didaktik, psykologi og pædagogik
- kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab
- praktik på en folkeskole og om muligt også i andre skoleformer
Linjefag. Hvor mange linjefag, du kan vælge ud over det obligatoriske første linjefag, afhænger af, om faget er et stort eller et lille fag. Ved valg af et stort linjefag, kan du kun vælge et. Du kan derimod vælge to af de små linjefag.
Følgende fag er store linjefag (72 ECTS-point):
- dansk (aldersspecialiseret), engelsk, fysik/kemi, historie, idræt, matematik (aldersspecialiseret) og natur/teknik
Følgende fag er små linjefag (36 ECTS-point):
- billedkunst, biologi, dansk som andetsprog, fransk, geografi, hjemkundskab, kristendomskundskab/religion, materiel design, musik, samfundsfag, specialpædagogik og tysk
Vær opmærksom på, at linjefagsudbuddet kan være forskelligt fra seminarium til seminarium.
Når du er optaget på uddannelsen skal du dokumentere, at du har tilstrækkelige forudsætninger for at følge niveauet i undervisningen i de linjefag, du ønsker.
De konkrete krav til de forskellige linjefag fremgår af bekendtgørelsens kapitel fire. Overordnet betragtet skal du i de relevante forudgående gymnasiale fag have fået mindst karakteren 7 på B-niveau eller 02 på A-niveau (7-trins-skala) - enten ved prøve eller som afsluttende standpunktkarakter eller som årskarakter. I dansk skal du dog have mindst 7 på A-niveau.
Hvis du ikke opfylder de formelle niveau- og karakterkrav, kan du optages på et linjefag ud fra uddannelsesstedets vurdering af dine samlede realkompetencer, herunder blandt andet relevant undervisningserfaring.
Har du ikke på forhånd de nødvendige faglige forudsætninger for at følge et bestemt ønsket linjefag, kan du kvalificere dig gennem gymnasiale suppleringskurser. Disse kan gennemføres i sommerferien eller efter optagelsen på læreruddannelsen. Du skal opfylde de faglige forudsætninger, før du kan blive optaget på et givent linjefag.
Frivillige kurser. Ud over de nævnte fag tilbyder seminarierne frivillige kurser inden for: folkeskolens timeløse fag, det praktisk-musiske område og anden frivillig undervisning, herunder eventuelt undervisning af voksne og svømmelæreruddannelse.
Vær opmærksom på, at udbuddet af frivillige kurser kan variere fra seminarium til seminarium.
Praktikken varer i alt 24 uger. I praktikperioden underviser du børn og deltager i andre læreropgaver i en folkeskole, privatskole (fri grundskole) eller på en efterskole. Der ligger praktik i alle fire studieår, og du kommer i praktik i alle dine linjefag. På tredje eller fjerde studieår skal du selv tilrettelægge og stå for undervisningen i en praktikperiode.
Undervisningen på seminariet foregår både som klasseundervisning, gruppearbejde og individuelt arbejde. Det er forskelligt, hvordan den tilrettelægges på de enkelte seminarier. Som regel veksler den, så man i nogle perioder lægger vægt på at arbejde projektorienteret og tværfagligt, mens man i andre perioder går i dybden med fagene hver for sig.
Udover dagundervisning findes der net-/fjernundervisning på seminarierne i Haderslev, Holbæk, Nr. Nissum, Odense og ved KDAS i København, der tillige udbyder uddannelsen som aftenundervisning.
Eksamen. Der er prøver i alle fag. Bacheloropgaven bedømmes ved en individuel mundtlig prøve. Praktikken bedømmes løbende i uddannelsen som Bestået/Ikke bestået.
Uddannelsen giver adgang til titlen Professionsbachelor som lærer i folkeskolen. Den engelske betegnelse er Bachelor (BA) of Education.
Ved enkelte seminarier er der tilrettelagt et kursus for indvandrere og flygtninge som forberedelse til uddannelsen. Du kan læse mere i artiklen om forberedelseskursus for indvandrere og flygtninge.
Der er mulighed for at tage dele af læreruddannelsen på tomplads- og enkeltfagsordning under åben uddannelse. Den åbne uddannelse indeholder ikke praktik.
Uddannelsen foregår på lærerseminarier på Bornholm, i Esbjerg, Haderslev, Hjørring, Holbæk, Jelling, København, Lemvig, Odense, Roskilde, Silkeborg, Skive, Skårup, Vordingborg, Ålborg og Århus. Se højremenuen.
Antal færdiguddannede. I 2006 fuldførte 2.804 uddannelsen. 64 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2006, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.