En stx varer 3 år. Det første halve skoleår er et grundforløb, som er fælles for alle elever.
Mange af de fag, du får i grundforløbet, kender du i forvejen. Det er bl.a. dansk, engelsk, idræt, historie, matematik og samfundsfag. Men du vil også få undervisning i nye fag.
Ved afslutningen af grundforløbet skal du vælge en studieretning. En studieretning består normalt af tre fag, der er samlet i en pakke. Når du vælger din studieretning, kan du lægge vægt på sproglige fag, på naturvidenskabelige fag eller på samfundsfaglige fag.
Fagene på stx findes på op til tre niveauer: A, B og C, hvor A er det højeste. Der er krav til, hvor mange fag du skal have i alt, og hvordan du kan sætte dem sammen. En samlet stx består af mindst 13 og højst 16 fag.
På skolernes hjemmesider kan du se hvilke studieretninger, de tilbyder. På de fleste hjemmesider kan du også finde et program, der hjælper dig med at sammensætte en gymnasial uddannelse ud fra de fag og niveauer, som skolen udbyder.
Obligatoriske fag
Den største del af fagene er obligatoriske fag - dvs. fag som du skal have. De obligatoriske fag og niveauer er:
Dansk A, engelsk B, 2. fremmedsprog B eller A, historie A, oldtidskundskab C, fysik C, idræt C, et kunstnerisk fag C, matematik C, religion C og samfundsfag C. Desuden mindst to af fagene biologi, kemi og naturgeografi på C-niveau.
Som hovedregel skal du desuden afslutte mindst ét af fagene biologi, fysik, kemi eller naturgeografi på B-niveau.
Det obligatoriske kunstneriske fag vælges blandt fagene billedkunst, dramatik, mediefag eller musik.
2. fremmedsprog vælger du blandt følgende muligheder:
Fransk fortsættersprog B og A, tysk fortsættersprog B og A, fransk begyndersprog A, italiensk A, russisk A, spansk A eller tysk begyndersprog A.
Ud over obligatoriske fag skal du vælge studieretningsfag og valgfag.
Hvis du vil vide mere om regler i forbindelse med dit valg af fag, kan du læse i artiklen om Regler for fagenes sammensætning i stx. Du kan også læse om dem på skolernes hjemmesider.