Et kursus på en husholdnings- og håndarbejdsskole varer normalt 12-20 eller 41 uger. Nogle skoler har også korte kurser på 1-4 uger. De fleste skoler udbyder 10. klasse. Der er undervisning ca. 36 timer om ugen.
Skolerne vælger selv, hvilke fag og emneområder de vil tilbyde.
Husholdningsfagene koncentrerer sig om madlavning, men du lærer også noget om ernæring og sundhed, vægt og velvære samt vitaminer og mineraler. Desuden lærer du fx at læse en varedeklaration, holde styr på din økonomi og indrette din bolig.
Håndarbejdsfagene handler om design og mode, og du kan fx lære at: sy dit eget tøj, tilskære, væve, brodere, strikke i hånden eller på maskine, lave silkemaling, arbejde i læder, lave keramik eller stoftryk. Derudover kan der være undervisning i fx materiale- og farvelære, tegning og komposition, grafiske fag og billedkunst.
Udover husholdnings- og håndarbejdsfag kan du tage 10. klasse i fagene: dansk, engelsk, tysk, fransk, matematik og fysik/kemi.
Der kan også være undervisning i andre almene fag som samfundsfag, edb, kunst og kultur, psykologi, pædagogik, miljø og meget andet.
Ud over de faste undervisningsaktiviteter er der på mange af skolerne tilbud om en række forskellige fritidsaktiviteter som sport, musik, korsang, teater, film, foredrag og ekskursioner.
Når du har gennemgået et kursus, får du et bevis for din deltagelse.
Har du taget fag på 10. klasseniveau, kan du gå til 10. klasseprøve i de obligatoriske fag.
På skolerne bor man på én- og tosengsværelser og spiser sammen med lærerne og det øvrige personale. Du kan dog også bo uden for skolen og deltage i undervisningen som dagelev.
Husholdnings- og håndarbejdsskolerne er private skoler, der er godkendte af Ministeriet for Børn og Undervisning. De hører til de frie skoler og har frihed til at tilrettelægge undervisningen efter det livssyn og de holdninger, de ønsker. Derfor bør du undersøge, hvad skolerne står for, før du tilmelder dig.
Udannelsen foregår ved skoler i: Odense, Grindsted, Hadsten, Holte, København, Nykøbing Falster, Rødding, Silkeborg, Skals, Svendborg, Sorø, Struer, Vejle, Vordingborg og Aarhus.