Industrioperatøruddannelsen varer 2 år. Den veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.
Uddannelsen er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet varer normalt 20 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. Hovedforløbet varer normalt ikke over 1½ år.
På uddannelsen til industrioperatør lærer du at betjene de computerstyrede produktionsanlæg, så du er i stand til at gennemføre en produktionsserie. Du lærer at deltage i planlægningen af en produktionsopgave, og du lærer om sikkerhed og kvalitetssikring i produktionen.
Uddannelsen giver dig stor mulighed for at specialisere dig inden for den branche, der interesserer dig mest. De fleste tager uddannelsen som voksenlærlinge, og uddannelsen kan ofte passe ind i en virksomheds efteruddannelsesprogram. Som industrioperatør skal du overvåge produktionsanlæg og betjene forskellige maskiner.
På skolen får du undervisning i fag som fx engelsk, computerstyrede teknikker (CAD/CAM og CNC), betjening af værkstedsmaskiner, produktionsudvikling, organisk kemi, og du kan tage gaffeltruck-certifikat.
De enkelte fag beskrives nærmere på www.elevplan.dk.