Når du kommer i praktik, får du mulighed for at afprøve mange af de ting, du har lært på skolen. Som finmekaniker vil du ofte være en lille del af en større arbejdsproces med mange kolleger, og du lærer at finde din plads i samarbejdet, mens du er i praktik.
Du skal selv finde en praktikplads. Det kræver en stor personlig indsats, og søger du praktik som låsesmed skal du være forberedt på mange afslag. Der er kun få, der søger ind som våbenmekaniker. Du kan evt. få hjælp af skolen.
Praktikstedet skal være godkendt af Det Faglige Udvalg for Maskiner og Værktøj. På www.praktikpladsen.dk kan du finde en oversigt over godkendte praktiksteder. Du kan også finde enkelte praktikpladser.
Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal I indgå en skriftlig uddannelsesaftale, der fungerer som en ansættelseskontrakt.
Hvis du ikke selv har fundet en praktikplads efter grundforløbet, er der mulighed for at komme i skolepraktik. Det kan først ske 2 måneder efter afslutningen af grundforløbet, og du skal kunne dokumentere, at du selv har gjort en aktiv indsats for at finde en virksomhedspraktik.
Læs mere om praktik i Erhvervsuddannelser.
Der blev i 2005 indgået 16 uddannelsesaftaler i faget finmekaniker, 27 i faget låsesmed og 1 i faget våbenmekaniker.