Tjeneruddannelsen varer 3 år og 4 måneder Den veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.
Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der to skoleperioder på hver 10 uger. Resten af tiden er praktik.
Trinet til juniortjener tager 1 år og 6 måneder. På hovedforløbet er der en skoleperiode på 10 uger. Resten af tiden er praktik.
En ting er at bringe mad fra et køkken til et spisebord, noget andet er at arbejde som professionel tjener. På uddannelsen lærer du serveringsteknik, så du kan arbejde effektivt og samtidig bruge kroppen rigtigt. Som tjener skal du også have en faglig viden om gastronomi og de retter, du serverer. Du lærer at rådgive om sammensætning af menu og at svare på spørgsmål fra gæsterne. Drikkevarer er et kapitel for sig. Du skal vide en masse om vine og andre alkoholiske drikke.
På uddannelsen lærer du også de forskellige former for serveringsopgaver at kende. Du lærer at dække op til forskellige typer retter og drikkevarer. Du bliver også fortrolig med at servere for store selskaber, hvor opgaven er en lidt anden end på den lille restaurant, hvor du serverer a la carte-retter.
På uddannelsen lærer du desuden at afregne og tage imod de forskellige betalingsformer.
De enkelte fag beskrives nærmere på www.elevplan.dk.