På uddannelsen får du en grundlæggende viden om bygningsvedligeholdelse. Du lærer at vurdere skader og at lave mindre reparationer. Du får også en grundig viden om varmesystemer og ventillationsanlæg.
Du lærer desuden at passe og pleje grønne arealer omkring ejendomme. Det er vigtigt at håndtere affald på den rette måde - det indgår også i uddannelsen.
Opbygning. Indgangen hedder Bygnings- og brugerservice. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik og varer 3 år og 6 måneder. Du kan starte uddannelsen enten på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb med flere praktikperioder.

Eksempel på uddannelsesforløb via skoleadgangsvej. Figuren er vejledende - den enkelte skole kan selv tilrettelægge forløbet.
Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole, men kan forlænges op til 60 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der fem skoleperioder på henholdsvis 5, 5, 8, 4 og 3 uger. Resten af tiden er praktik.
Trinet ejendomsmedhjælper tager 2 år og 8 måneder. På hovedforløbet er der tre skoleperioder på henholdsvis 5, 5 og 8 uger. Resten af tiden er praktik.
Grundforløbet på indgangen tilbydes på mange skoler rundt om i landet. Hele uddannelsen tilbydes på tekniske skoler i København, Odense, Ålborg og Århus. Se højremenuen.
Mesterlære. Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære. Det første år bliver du oplært hos mester. Oplæringen hos mester træder i stedet for uddannelsens grundforløb på skole. Du skal indgå uddannelsesaftale med lærestedet. Sammen med din mester og erhvervsskolen laver du en personlig uddannelsesplan. I slutningen af praktikåret bliver du fagligt vurderet. Er dit faglige niveau ok, kan du fortsætte på uddannelsens hovedforløb. Se mesterlære.