Her får du mulighed for at afprøve nogle af de ting, du har lært, på et rigtigt værksted. Du får en fornemmelse af hele arbejdsprocessen fra vurdering og udvælgelse af materialer til udskæring af elementerne i træ og endelig samling og overfladebehandling. Du får også en vis rutine, og du lærer at fungere på en arbejdsplads.
Du skal selv finde en praktikplads. Det kræver en stor personlig indsats, og du skal være forberedt på mange afslag. Du kan evt. få hjælp af skolen.
Praktikstedet skal være godkendt af Snedkerfagets Fællesudvalg. På www.praktikpladsen.dk kan du finde en oversigt over godkendte praktiksteder. Du kan også finde enkelte praktikpladser.
Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal I indgå en skriftlig uddannelsesaftale, der fungerer som en ansættelseskontrakt.
Hvis du ikke selv har fundet en praktikplads efter grundforløbet, er der mulighed for at komme i skolepraktik. Det kan først ske 2 måneder efter afslutningen af grundforløbet, og du skal kunne dokumentere, at du selv har gjort en aktiv indsats for at finde en virksomhedspraktik. Der bliver dog i 2005 ikke mulighed for at komme i skolepraktik.
Læs mere om praktik i Erhvervsuddannelser.
Der blev i 2003 indgået 142 uddannelsesaftaler i faget bygningssnedkeri, 54 i faget møbelsnedkeri og 4 i orgelbyggeri. Træoperatøruddannelserne er først oprettet i 2004.