På uddannelsen til multimediedesigner kommer du til at arbejde professionelt med at udarbejde hjemmesider og produktion på cd-rom og dvd. Uddannelsen varer 2 år og består af en obligatorisk del, en praktikdel og en valgdel.
Den obligatoriske del indeholder følgende fagområder:
- virksomheden, herunder innovation, forretningsforståelse og projektledelse
- kommunikation og formidling, herunder kommunikationsstrategi og formidling, markedsføring, mediesociologi og brugertest
- design og visualisering, herunder digitalt design og æstetik, proces og metode samt digitale medieudtryk
- interaktionsudvikling, herunder design, produktion, vedligeholdelse og produktion af multimedieproduktioner.
I løbet af uddannelsen lærer du at forstå organisationsstrukturer og -processer i forbindelse med multimedieudvikling. Du arbejder tværfagligt med bl.a. andet kommunikations- og formidlingsteorier, opbygning af web-sider, grafisk design, audio/video og 3D-animation, æstetik, markedsføring, journalistik, it-systemer og datakommunikation.
På valgdelen specialiserer du dig gennem en konkret opgave inden for multimedieområdet. Opgaven udgør det afsluttende eksamensprojekt.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, projektopgaver og teamarbejde.
Der en indlagt et 3-måneders praktikforløb i en eller flere virksomheder. Praktikforløbet skal kunne danne grundlag for det afsluttende eksamensprojekt.
Uddannelsen udbydes i en engelsksproget udgave ved flere skoler.
Uddannelsen foregår i Esbjerg, Herning, Kolding, København, Køge, Lyngby, Nakskov, Odense, Slagelse, Viby J, Aalborg og Århus.
Eksamen
Du går til prøver og eksamen undervejs i studiet og afslutter med et mundtligt forsvar af hovedopgaven. Der er mulighed for at løse opgaven i forbindelse med et virksomhedsophold og med udgangspunkt i en konkret problemstilling på virksomheden.
Antal færdiguddannede
I 2007 fuldførte 496 uddannelsen. 55 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2007, er ikke opgjort. Se forklaring på tallene.