Man kan uddanne sig pianostemmer ved at finde en 3-årig mesterlæreplads på et privat pianoværksted og efterfølgende bestå en fagprøve.
Er man berettiget til revalidering på grund af blindhed, kan man tage en 3½-årig uddannelse på Pianostemmerskolen ved Instituttet for Blinde og Svagsynede med efterfølgende fagprøve.
Uddannelsen til pianostemmer er både praktisk og teoretisk anlagt. Den praktiske del indeholder hørelære, klaverspil og stemning og reparationer af klaverer og flygler. Den foregår dels på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor man reparerer instituttets instrumenter, dels i musikforretninger og private hjem.
Den teoretiske del består af undervisning i it, blandt andet brug af it-værktøjer, regnskabsføring, dansk forretningssprog og samfundsfag.
Mesterlæren består af praktisk oplæring i pianostemning og undervisning i pianoets opbygning. Den foregår på private pianoværksteder.
Man afslutter begge uddannelser ved at indstille sig til fagprøven i pianostemning. Den bliver afholdt af Dansk Pianostemmer og Instrumentmager Forening (DPIF) efter behov.
Når man har bestået prøven, får man et bevis udstedt af foreningen, og man har ret til at kalde sig eksamineret pianostemmer (titlen er ikke beskyttet).
Bemærk: Der er mulighed for at uddanne sig til pianostemmer i enkelte andre nordiske lande. Man kan få oplysning herom gennem Dansk Pianostemmer og Instrumentmager Forening. Hvis uddannelsen er offentligt godkendt i det pågældende land, kan man søge SU.
Uddannelsen foregår for mesterlærens vedkommende på private pianoværksteder. For revalidender foregår den på Instituttet for Blinde og Svagsynede i København.