For at være berettiget til VEU-godtgørelse skal du være lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller ledig med ret til selvvalgt uddannelse.
Er du i arbejde eller selvstændig og tilhører målgruppen, er der ingen tidsbegrænsning på din mulighed for at få VEU. Der er til gengæld begrænsninger i forhold til dine muligheder for at få VEU til enkeltfag på fx erhvervsuddannelserne. Spørg om de præcise regler hos din a-kasse eller på arbejdsformidlingen (AF).
Hvis du er ledig med ret til selvvalgt uddannelse, kan du få VEU-godtgørelse i op til 6 uger. Du skal stå til rådighed for formidlet arbejde inden for flaskehalsområderne i VEU-perioden.
Det er desuden en betingelse for godtgørelse, at du kun har en uddannelse til og med gymnasialt niveau, eller en uddannelse som i niveau svarer til højst en erhvervsuddannelse. Hvis du har en uddannelse på et højere niveau, men ikke har brugt uddannelsen inden for de sidste 5 år, kan du også søge VEU-godtgørelse.
Har du en forældet uddannelse, kan du også få VEU-godtgørelse. Det kræver dog, at uddannelsen ikke er blevet erstattet af en uddannelse, der har en gymnasial uddannelse som adgangsgrundlag.
VEU svarer til dagpengesatsen
VEU-godtgørelsen svarer til højeste dagpengesats. Ved uddannelse på deltid nedsættes støtten og bliver beregnet i forhold til antallet af undervisningstimer.
Hvis din arbejdsgiver vil udbetale løn, mens du uddanner dig, kan I aftale, at arbejdsgiveren får udbetalt godtgørelsen.