Inden for det videregående efter- og videreuddannelsessystem (VVU og diplomuddannelser) kan du få vurderet og anerkendt dine realkompetencer, hvis du ønsker at få bevis for:
- at du opfylder adgangskravene for en uddannelse (adgangsbevis)
- dele af en uddannelse (kompetencebevis/uddannelsesbevis)
- en hel uddannelse (uddannelsesbevis)
Det er den uddannelsesinstitution, som du gerne vil optages på eller studere på, der foretager realkompetencevurderingen. Institutionen kan foretage realkompetencevurdering i forhold til de uddannelser, som institutionen er godkendt til at udbyde.
En realkompetencevurdering sker altid i forhold til de adgangskrav, slutmål eller delmål, der er opstillet for en bestemt uddannelse eller et bestemt fagmodul.
Vurderingen sker på baggrund af en skriftlig dokumentation, som du selv fremlægger. Det kan f.eks. være bevis for tidligere uddannelse og kurser, dokumentation for ansættelse og erhvervserfaring eller beskrivelse af frivilligt arbejde og lignende. I første omgang vurderer uddannelsesinstitutionen, om der er grundlag for at gå i gang med realkompetencevurdering.
Hvis institutionen skønner, at dine dokumenterede kompetencer ikke svarer i tilstrækkelig høj grad til adgangskravene eller målene for den uddannelse, som du ønsker at blive vurderet i forhold til, kan den afslå at iværksætte realkompetencevurderingen. Du har i så fald krav på vejledning til, hvilke muligheder du ellers har.
Hvis institutionen skønner, at der er grundlag for en realkompetencevurdering, tilrettelægger institutionen et vurderingsforløb i samarbejde med dig. De metoder, der bruges i vurderingen, kan være interview, skemaer, test, mindre projektforløb og lign. Vurderingen må have en varighed svarende til en uge sammenlagt, men kan godt spredes over flere uger.
Hvis dine realkompetencer anerkendes, får du enten et adgangsbevis, et kompetencebevis eller et uddannelsesbevis, som er gyldigt på institutioner, der er godkendt til at udbyde den pågældende uddannelse.
Hvis du er uenig i institutionens vurdering af dine realkompetencer, kan du klage til Kvalifikationsnævnet.
Deltagerbetaling
For ansøgere, der har en videregående uddannelse i forvejen, vil realkompetencevurdering være omfattet af deltagerbetaling. Beløbets størrelse fastsættes af uddannelsesinstitutionen.