Hvis du er fyldt 25 år, har mindst 2 års erhvervserfaring i en uddannelses arbejdsområde og grundskolens afgangsniveau i fag, der er relevante for uddannelsen, kan du gennemføre en kompetencevurdering, der viser, om du kan gennemføre uddannelsen i et GVU-forløb.
Efter kompetencevurderingen får du både et bevis for den del af uddannelsen, du allerede kan, og en uddannelsesplan for det, du skal lære for at opnå den fulde erhvervsuddannelse.
På GVU kaldes sådan en realkompetencevurdering for individuel kompetencevurdering (IKV i GVU). Det er uddannelsessteder, der udbyder erhvervsuddannelser, der foretager en IKV.
Uddannelsesstedet vurderer dine realkompetencer i forhold til de kompetencemål, der er i uddannelsen. Vurderingen sker på baggrund af den dokumentation, du selv fremlægger, og forskellige opgaver, som du bliver stillet.
IKV i GVU kan føre til, at du får:
- GVU-uddannelsesplan: GVU-uddannelsen bliver tilpasset i forhold til det, du allerede kan og ved, så du ikke skal lære det samme to gange. Du har 6 år til at gennemføre restuddannelsen.
- Bevis for anerkendte kompetencer: Dokumentation for den del af uddannelsen, som du allerede kan og ved.
- Vejledning om en anden vej til erhvervsuddannelse: Hvis kompetencevurderingen viser, at du har brug for mere praktik for at gøre erhvervsuddannelsen færdig, kan du indgå uddannelsesaftale med en virksomhed. Også i dette forløb vil du blive godskrevet for den del af uddannelsen, som du allerede kan. Uddannelsen vil blive tilsvarende kortere.
Hvad er fordelene?
Med dokumentation for IKV i hånden har du flere fordele:
- Dit uddannelsesforløb bliver tilpasset i forhold til dine behov.
- Med en GVU-plan kan du tage restuddannelsen uden uddannelsesaftale, og du kan tage de enkelte dele i det tempo, du kan få til at passe med dit arbejde - dog højst 6 år.
- Du kan bruge dokumentationen for de anerkendte kompetencer, når du søger nyt job.
Læs mere om IKV og GVU på Undervisningsministeriets hjemmeside.