Kompetencevurderingen skal foregå som en del af uddannelsen i den første tid, du er på skolen, hvor man vil se på, hvor meget erfaring du har, og om det kan medføre, at din uddannelse afkortes.
Måske har du taget nogle fag på niveau E, som du kan få merit for i erhvervsuddannelsen. Måske har du en smule praktisk erfaring, som ikke er nok til, at du kan blive fritaget for hele fag, men som gør, at du kan gennemføre dem på kortere tid.
Det kan også være, at du har så meget praktisk erfaring eller så meget tidligere skolegang, at du må formodes at kunne afkorte din uddannelse væsentligt.
Hvis din erfaring er veldokumenteret, kan det måske klares ved en samtale med en vejleder på skolen.
Hvis der er tale om praktiske fag, vil du ofte skulle gennemføre et kompetenceafklarende forløb, som kan vare op til 2 uger.
I dette forløb vil du blive afprøvet i de arbejdsområder og i den teori, som hører til uddannelsen. Skolen kan så vurdere, hvor meget af det, du kan i forvejen, og hvor meget, du skal have mere undervisning i.
Hvem vurderer?
Skolen vurderer, om du kan blive fritaget for en del af skoleundervisningen på baggrund af de kompetencer, du har ved indgangen til uddannelsen. Det faglige Udvalg vurderer, om praktiktiden kan afkortes og i så fald hvor meget. Skolen hjælper dig med at søge Det faglige Udvalg om afkortelse af uddannelsestiden, hvis du ønsker det.
Uddannelsesforløbet
Efter kompetencevurderingen får du udarbejdet en personlig uddannelsesplan. Dit uddannelsesforløb kommer til at bestå af de dele af uddannelsen, der er tilbage, når du er blevet fritaget for det, du kan i forvejen.
I nogle erhvervsuddannelser har de faglige udvalg tilrettelagt særlige voksenforløb, f.eks. i serviceassistentuddannelsen. Bortset fra disse kan din uddannelse blive helt individuel og rumme lige netop det, som du mangler at lære, for at have fået en fulderhvervsuddannelse.